Lørdag 21/5 2022.

Hungersnød fører til at spise hunde og katte

Titel: Spiseafsky - Madlede. Kategori: Psykologi og adfærd 1925. Side 7 af 7 < Tilbage

Kanin. Her i Danmark nærer størstedelen af befolkningen en mærkelig og ganske uforklarlig afsky for kaninkød, der f.eks. i stor udstrækning bliver spist i Belgien og England. Grunden må vel ligge deri, at kaninen er sådan et smukt lille dyr, som gerne er børnenes kæledyr, men det samme gælder da også duerne, som dog kun meget få betænker sig på at spise. Afdøde Prinsesse Marie arbejdede ivrigt for at gøre kaninkød almindeligt her i landet, da dyrene er meget nøjsomme og billige at fodre, og derfor som næringsmiddel burde spille en betydelig rolle for landbefolkningen. Kaninkød står i næringsværdi på højde med hønsekød. det er hvidt og skært og smager, når det tilberedes rigtigt, udmærket.

Ved læsningen af det foregående vil læseren sikkert selv have bemærket, at der er stor forskel i graden af den afsky, man nærer for de anførte ting. Alle mennesker kunne, hvis det endelig skulle være, meget lettere overvinde sig til at spise hestekød end at spise hundekød. Under hungersnød, f.eks. i bekejrede byer, har man kunnet iagttage denne gradsforskel. Lidt efter lidt sætter man sig over sin afsky for de forskellige spiser, som man under andre omstændigheder overhovedet ikke kunne tænke sig at nyde. Både hunde og katte og rotter og mus viser sig da at være brugbare næringsmidler. Men hestekød kommer altid først, og nøden skal nå en betydelig højde, før man går videre. Det synes, som om afskyen er størst overfor sådanne dyr, for hvis vedkommende den går længst til bage i tiden. Forbudet mod hestekød er forholdsvis nyt, kun omkring 1000 år gammelt. Forbudet mod de fleste andre som uspiselige betragtede dyr er meget ældre.

Mange vil måske være tilbøjelige til til at mene, at selv om næringsmidlernes forskellige biologiske værdi ikke har spillet nogen rolle ved spiseforbudenes opståen, så har dog de forbud holdt sig bedst, som har udgjort en beskyttelse mod sundhedsfarlige spiser. En konsekvens heraf ville være, at den instinktive spiseafsky hos civiliserede mennesker virkelig i højere grad end hos de primitive er rettet mod sådanne næringsmidler. I midlertid lader dette sig næppe bevise. Dels væmmes vi ved adskillige ting, som ikke kan bevises at være skadelige , og dels nyder vi gerne flere næringsmidler, der er fattige på vitaminer og derfor rationelt burde afvises med samme afsky som kød af hunde og katte. Graden af den afsky, hvormed dette sidste betragtes, står i hvert fald ikke i noget rimeligt forhold til det faktum, at det nævnte kød som næringsmiddel vel ikke ville være særlig hensigtsmæssigt, men dog uskadeligt.

Man har her en sjælden lejlighed til at iagttage, hvilken magt indgroede sociale vaner har selv over sådanne mennesker, der i og for sig betragter disse vaner som fuldkommen meningsløse.

De fleste danske vil sikert kun med selvovervindelse kunne spise frøer og snegle, selv om den viden, at disse spiser nydes med velbehag i Frankrig, kan bidrage stærkt til at overvinde den naturlige afsky. Men at tænke sig en mand, der er fast overbevist om, at nydelse af kattekød, vil være et ganske uskadeligt eksperiment, blive stillet overfor en delikat tilberedt kattesteg. det ville utvivlsomt være de færreste, hvis fornuft har en sådan magt over deres instinkter, at de formår at finde kattestegen spiselig.

(Forfatter: Svend Ranulf)
  < Tilbage