Mandag 10/12 2018.

Spiseafsky - Madlede

Side 1 af 7. Kategori: Psykologi og adfærd. Udgivet 1925.

Ske til levertran. Den mest udprægede spiseafsky, der kendes, er vel nok den madlede, man har under en optrækkende søsyge. Det er ikke den manglende lyst til mad, som man så ofte har under almindelig sygdom, men en så voldsom, alt beherskende væmmelse ved alt vedrørende mad af alle slags, at bare tanken på mad, synet af mad eller lugten af mad, gør, at legemet reagerer på det voldsomste. En mand fortæller, at han i en lang række børneår fik levertran af den gamle slags. Den blev hældt op i et vandglas ovenpå en sjat øl. Bagefter blev der budt et stykke tørt rugbrød. Den nedsvælgning af levertran var en lidelse af rang, først rent fysisk, og dernæst rent psykisk. Dagen blev delt i to halvdele, før og efter levertrannen. Levertrannen blev målt op i en af de almindelige porcelænsskeer, som er vist på billedet her, der så langt han kunne huske tilbage, manglede hanken. Ved 12-13 års alderen hørte tvangsfodringen op, og han glemte den forbløffende hurtigt. Han flyttede fra sit barndomshjem, rejste bort, blev gift, fik børn, nærmede sig de 40 år. Så en skøn sommerdag, var han på besøg i sit barndomshjem og skulle bruge et stykke sejlgarn. Ude i en gang stod et skab, hvori der tidligere lå alt muligt roderi, og der søgte han så sejlgarnet. Han lukkede rask skabsdøren op og måtte i samme nu bøje sig fremover med en voldsom brækningsfornemmelse. Hvad var der sket, var følgende: Lige inden for døren stod den gamle levertranske med afbrækket hank. Øjet havde opfanget synsbilledet af skeen, og maven var i samme nu blevet påvirket. Ham forekom det mærkelig nok som om han først opdagede skeens nærværelse efter brækningsfornemmelsen.

Nogle voksne og mange børn føler en stærk afsky for visse arter af spise, som af andre mennesker nydes med stor velbehag. En kan ikke lide sild, en anden føler væmmelse ved ost. Den som skriver disse linier, kan kun med største selvovervejelse spise gule ærter og flæsk. Man plejer at kalde dette fænomen kræsenhed, og hos børn betragtes det ofte som en uvane, der bør bekæmpes og om fornødent straffes. Det er et spørgsmål, om man ikke ofte på denne måde skader børnenes sundhed. Man ved ganske vist endnu intet sikkert om, hvorpå visse individers uvilje mod visse arter af spise beror. Men der er grund til at antage, at det i hvert fald i mange tilfælde er ejendommeligheder i stofskiftet eller i fordøjelsesprocesserne hos det pågældende individ, som er årsag til kræsenheden.

Undertiden kan fænomener, som i påfaldende grad ligner kræsenhed, også skyldes ydre oplevelser i individets tidligere liv. En 34 årig dame kunne ikke overvinde sig til at drikke rent vand af et glas. Årsagen dertil var, at hun 7 år før af selskabelige hensyn havde været nødt til at drikke af et glas, som hun umiddelbart forinden havde set en hund slikke. Afsky for bestemte arter af spise er muligvis i mange tilfælde erhvervet på lignende måde, og der er derfor grund til at tro, at hvis man tvinger børn til at spise mad, de ikke kan lide, vil man derved i de fleste tilfælde kun opnå at forøge børnenes væmmelse ved den pågældende ret.

Kræsenhed er individuel afsky for visse arter af spise, men der gives også en spiseafsky, som er fælles for alle mennesker i et bestemt land til en bestemt tid. Der er for øjeblikket i Danmark næppe mange, som uden væmmelse kan tænke sig at spise kød af hunde, katte, rotter eller mus, at spise orme eller ådsler, at spise mad, hvori der findes hår eller døde dyr, at spise andres levninger eller mad, som er besudlet med andres spyt eller næseslim, endelig at spise mad, som lugter råddent eller svedent. Afskyen for nogle af de nævnte ting kan være større end for andre. I de mest udprægede tilfælde ville forsøg på at overvinde den uværgelig føre til opkastning, og i nogen grad findes afskyen for de nævnte ting sikkert hos de fleste civiliserede nutidsmennesker.

Til side 2 >