Onsdag 12/12 2018.

Klassesprog og slang

Kategori: Psykologi og adfærd. Udgivet 1925. Side 1 af 8

Slang for journalister. En dag i begyndelsen af 1880erne sad en kreds af journalister på en københavnsk café, hvor de nød en certosalikør, da det med et faldt dem ind at lancere likørens navn som slangord ensbetydende med flot, "smart". Fra Dagbladet København, der først brugte slangordet, bredte det sig ud i alle befolkningslag, hvor certosa og certosaherre, snart hørte til dagens sprog. Til sidst nåede det ind i Rigsdagen, hvor en taler bedyrede sit udsagn med at "Det er ganske certosa" (sikkert). Ordet holdt sig kun få år og er nu gået ganske af brug, men det er et morsomt eksempel på slangords opståen.
(Tegning af Alfred Smidt).

Overalt, hvor en gruppe af mennesker, der er knyttet til hinanden på en eller anden måde, f.eks. ved fælles beskæftigelse, fælles livsstilling, fælles interesse, fælles bopæl, omgås hyppigt, vil der, til dels ubevidst, opstå et specielt sprog med ord og udtryk, der er særegne for pågældende kreds, og som på flere eller færre punkter afviger fra det autoriserede, "dannede" sprog, rigssproget. Snart dannes sådanne særpræg inden for en mindre kreds, f.eks. en familie, snart i en større som blandt soldaterne i en kaserne, eleverne på en kostskole, håndværkere tilhørende samme fag osv.

Grunden til dannelse af særsprog eller Argot, som man med et fransk udtryk ofte benævner det, er af forskellig art. Med hensyn til fagsprogene med deres masser af tekniske udtryk, som det ofte ikke er givet andre dødelige at forstå, må grunden vel navnlig søges deri, at det ganske simpelt har været nødvendigt med særlige ord at betegne redskaber, arbejdsprocessor og i det hele taget ting, de enkelte fag vedrørende, som det almindelige sprog enten slet ikke har eller i hvert tilfælde kun har vage og upræcise benævnelser. Ofte er klassesprog udslag for frodige fantasier, der ikke har villet lade sig nøje med det forhåndenværende sprogstof, men som rask væk har skabt nyt til supplering af det gamle. Endelig kan nævnes den for de fleste mennesker fælles trang til at adskille sig fra sine medmennesker - om ikke i andet, så i sprog.

Navnlig synes særsprogsdannelse at være udbredt blandt de unge, hvad i og for sig er ganske naturligt. Hvorfor det unge, fyrige blod mere på det sproglige end på andre områder finde sig tilfreds med det traditionelle, det gennem mange år brugte og derfor ofte slidte og banale, det kedelige og farveløse? Ungdommen ville ikke være ung, om dens sprog ikke adskilte sig fra de ældres, om det ikke var isprængt de friske og træffende ord, de dratiske og tidt såre anskueliggørende udtryk og billeder, som det lykkeligvis er.

Lad os begynde med at se på ungdommens sprog. En gunstig jordbund for dannelse af argot findes på vore kostskoler, idet alumnerne for det første til dels er afsondret af omverdenen, for det andet er sammen næsten både nat og dag. Særlig rigt er sproget på Herlufsholm. Det mest karakteristiske træk ved det er måden, hvorpå man sammentrækker især længere ord. Eleverne kaldes således diple (sammentrukket af disciple), fritime bliver til frime, spanskrør til spør, klatpapir til klir som stregpapir til strir. Den almindelige benævnelse for oksesteg er slær, dannet af sålelæder. Garderoben hedder goben, og vestibylen, vylen. Af ikke sammentrukne ord kan anføres gas=slikkeri, tyre=læse morskabsbøger, bøv=fæ, torsk.

Til side 2 >