Onsdag 12/12 2018.

Kan man lære at være vittig ?

Kategori: Psykologi og adfærd. Udgivet 1926. Side 1 af 8

Injurier i retten. Dommeren spørger den for injurier anklagede, om han indrømmer at have kaldt den tilstedeværende anklager for idiot: "Det kan jeg ikke erindre, men jo mere jeg ser på den herre, des sansynligere forekommer det mig, at jeg har gjort det."

Korthed er viddets sjæl.
Shakespeare.

At genialitet ikke kan læres, men beror på medfødt begavelse, lader sig meget let indse, for at lære vil jo sige at få undervisning, og at undervise vil sige enten at meddele et givet kundskabsstof eller at anvise fremgangsmåder og pege på forbilleder, som den lærende skal øve sig i mere eller mindre frit at anvende og efterligne. Men genialt er jo netop kun det, som intet forbillede har, det originale, som selv bliver et forbillede.

Mod "den vildfarelse, at vittighed er et umiskendeligt pant på genialitet" anfører Poul Møller følgende: "Uagtet gentagne forsikringer af mænd, der har drevet det vidt i den færdighed at sige vittigheder, er det endnu kun lidet erkendt, at denne kunst for en stor del kan erhverves ved flid og øvelse. Allerede ved at læse og høre mangfoldige vittigheder og ved at overlade sig med ganske sind til nydelsen af dem eller betragtning af deres natur bliver enhver, der har nogen åndskultur, sat i stand til at gøre nye vittigheder i samme smag. Enhver, der til fulde forstår det spil, der ligger i en klassisk vittighed, har deri en fast typus, efter hvilken han kan forfærdige mange vittigheder, der har analogi med forbilledet uden just at være rene gentagelser deraf. Således har man ikke sjældent set, at selv indskrænkede hoveder ved jævnlig omgang med åndrige mænd til en vis grad har lært dem kunsten af og vidst mekanisk at eftergøre deres udtryksmåde."

Også Jean Paul (Richter) har i sin opdragelseslære "Levana" et særligt kapitel om opdragelse til vittighed, men i øvrigt synes pædagogerne at betragte det som en opgave, der dårligt harmonerer med deres alvorlige kald. Måske gør der sig også en naturlig frygt gældende for, at de derved blot vilde slibe et våben, som ville blive vendt mod dem selv. Mange pædagoger frembyder jo et taknemmeligt emne, en velegnet skive for vittighedens pile.

De lærere, der har smag for vittighed, vil gerne selv optræde som det vittige hoved og håber måske derved at gøre sig interessant og yndet hos eleverne, og Dr. Ernst Christian Kaper formaner med rette (i sin bog om den daglige undervisnings form) den lærer, der endnu ikke har fået fast fod i klassen, til "at undgå unødige afvigelser fra emnet og holde sig til sagen. Forsøger han f.eks. straks at være vittig, kan det let ske, at eleverne tror, at de også har lov dertil - det bliver i begyndelsen let på lærerens bekostning."

Det synes også rent umiddelbart at være noget utiltalende ved at gøre "vittighed" til noget direkte tilstræbt, som man "jager efter", da vittighed jo dog får sin egentlige charme ved at være improviceret, dvs. ved uden anstrengelse at være født af øjeblikkets stemning og øjeblikkets anledninger. Kendelig anstrengelse og "beflitning" for at sige noget morsomt, vækker jo visse forventninger og ødelægger derved virkningen, da det lattervækkende især beror på overraskelsen, på det uventede.

På systematisk måde at undervise andre i at fabrikere vittigheder er i hvert fald ikke hensigten med denne artikel. Den tilsigter ikke at anvise en genvej til det vittige, men at pege på den naturlige vej, der går ud på at forstå, hvorpå det vittige beror og vurdere, hvad der er gode, og hvad der er dårlige vittigheder.

Til side 2 >