Mandag 23/5 2022.

Midler mod mave-tarmlidelser

Titel: Hus - Apoteket. Kategori: Sundhed og sygdomme 1925. Side 7 af 11 < Tilbage

Dråbeflaske. En dråbeflaske. Aftælling af dråber er vanskelig, hvis den skal ske fra en almindelig flaske. Man skal derfor forlange dråberne udleveret fra apoteket: en flaske, hvis rand på et enkelt sted er trukket ud i et slags næb med en fure. Furen må først vædes med lidt vand, aldrig, som det undertiden ses, med læberne eller tungen. Såfremt der ikke af lægen er givet nogen anden besked, skal dråberne altid tages i lidt vand, og bagefter kan man skylle efter med et par mundfulde vand.

"Ødelæg De kun ganske roligt Deres mave! Islandsk Bitter skal nok gøre den god igen!" Således lød et avertissement, der i sin tid prangede på alle de gamle hestesporvogne. Dette grufulde råd ses heldigvis ikke mere, men en hel del mennesker anvender stadig deres husapotek efter ganske lignende grundsætninger. Diætforholdsregler er langt det rigtigste ved alle mave-tarmlidelsers behandling, og den, der ikke vil rette sig herefter, må tage skade for hjemgæld. Alle længere varende fordøjelsesforstyrrelser bør behandles af lægen, således at husrådene kun indtager en beskeden plads. Efter voldsom overfyldning af maven med mad eller drikke føler mange mennesker, hvis fordøjelse ellers er i orden, en sugen, svien og trykken, der ofte erfaringsmæssig lindres ved indtagelse af et syrebindende stof. f.eks. lige dele tvekulsurt natron og Magnesia. Heraf tages en teskefuld udrørt vand. Hvis sådanne tilfælde gentager sig hyppigt, også efter almindelig hverdagskost, skal man dog hellere søge lægens råd, da mavesmerterne lige så vel kan skyldes en alvorligere lidelse eller endog syremangel i maven, i hvilket tilfælde behandlingen med Soda-Magnesia er ligefrem skadelig.

Pludselige diarrhoer er jo heller ikke sjældne, og et stoppemiddel mod disse er det godt at have i huset. Bedst virker Salicylsurt Vismuth i doser på et gram tre gange daglig. Uden indskrænkning i kosten skal dog ikke vente sig for meget af sådanne midler. Det fine vismuthpulver er ofte lidt svært at tage, hvorfor man gør bedst i at udrøre det i lidt vand og derefter tilsætte noget mere vand, ganske som når man udrører kakao. Mod mavesmerterne ved Diarrhoe kan 40 dråber Hoffmann´s og rabarberdråber gøre ganske god virkning. Ved stærkere smerter skal man dog ikke forlade sig alt for sikker på, at det kun er almindelig mavepine, men hellere tilkalde en læge, hvis tilstanden ikke meget hurtigt bedres.

< Tilbage  Til side 8 >