Onsdag 12/12 2018.

Behandling af kræften

Titel: Kræft og andre svulster. Kategori: Sundhed og sygdomme 1924. Side 2 af 6 < Tilbage

Kræft i knoglerne. Røntgenbillede af svulstdannelse i overarmsknoglen. De lyse pletter viser, hvor svulsten har bortgnavet knoglen.

Hvis svulsten - som den ofte gør - sidder i fordøjelsesorganerne, vil patienten, hvis ernæring lider, få et meget udtalt præg, den såkaldte Kræftkachexi. Hvor vidt dette egentlig er noget særligt for kræften, er et stort spørgsmål. En vittig mand definerede engang "Kachexi" således: "Det er det udseende, en mager patient med blodmangel har, når lægen har mistanke om, at det drejer sig om kræft".

Ved behandlingen af kræften gælder det at gribe ind, inden svulsten er vokset ind i karrene og har foretaget en udsæd til andre fjerntliggende organer. Den hurtighed, hvormed dette sker, er meget varierende for de forskellige kræftformer. Nogle arter hudkræft kan vokse i mange år uden at opnå andet end en lokal udbredning, mens andre former så at sige altid har udsået sig vidt og bredt på det tidspunkt, på hvilket det kan erkendes.
Ved operationen gælder det at fjerne hele kræftvævet, thi selv den mindste efterladte rest bærer spiren til organismens fuldstændige ødelæggelse i sig.

Dette er på grund af kræftens vækstmåde en ingenlunde let opgave. Svulsten har ikke nogen tydelig og skarp grænse, men fine, for det blotte øje usynlige udløbere strækker sig langt ud i det tilsyneladende sunde væv. Tillige bør man i reglen fjerne de til den angrebne egn svarende lymfekirtler, idet mange kræftformer erfaringsvis hurtigt forplanter sig ad lymfekarrene til disse.

En understøttelse har den kirugiske behandling i den nyere tid fået i behandlingen med røntgen og radiumstråler. Små efterladte rester kan undertiden dræbes ved en sådan behandling af operationssåret. Iøvrigt tjener røntgen og radiumbehandling også til at holde ikke længere operable svulster i ave, uden at man dog i reglen ad denne vej kan opnå fuldstændig helbredelse. Den gavnlige virkning af disse stråler beror på, at kræftcellerne, ligesom alle umodne, fosteragtige celler, er langt mere følsom for deres påvirkning, end almindelige legemsceller er.

Det siger sig selv, at udsigterne til en vellykket operation - alt andet lige - er langt større ved kræft i huden eller andre let tilgængelige steder, simpelthen fordi svulsten ses og erkendes langt tidligere, end når den sidder skjult i indre organer. Tillige er der også den mulighed, at kræften angriber livsvigtige organer, som ikke kan fjernes.

Det, der i høj grad bidrager til at formindske muligheden for en tidlig og vellykket behandling, er den omstændighed, at kræften meget hyppigt aldeles ikke er ledsaget af smerter. Hvad folk i almindelighed har respekt for, er smerter, feber og blødning, og alle disse tre tegn optræder ofte først, når svulsten har vokset sig stor og har omdannet sig til et sår. På dette tidspunkt er der meget ofte for sent at gribe ind. Det kan fylde lægen med mismod gang på gang at høre udtalelser som: "Den knude i brystet har jeg mærket længe, men nu er den blevet så stor, at den generer mig. Jeg har ikke villet ulejlige Dem før, da den ikke gjorde ondt".

Kræftens åsager er endnu i mange tilfælde dunkle, men der begynder dog lidt efter lidt at komme lys i mørket. På grund af kræftcellernes umodne karakter var man i lange tider tilbøjelig til at antage teorien om de løssprængte kim, d.v.s. man troede, at visse celler hist og her i legemet allerede under fostertilværelsen blev løsnet fra deres naturlige sammenhæng og bevarede deres ungdommelige karakter. Senere i livet skulle disse celler så pludselig begynde at udfolde deres hidtil slumrende, ubegrænsede vækstmuligheder og danne kræftsvulsterne. Dette forblev imidlertidig den rene teori, idet sådanne særprægede cellegrupper aldrig påvistes.

< Tilbage  Til side 3 >