Onsdag 12/12 2018.

Professor Johannes Fibiger og irretationslæren

Titel: Kræft og andre svulster. Kategori: Sundhed og sygdomme 1924. Side 3 af 6 < Tilbage

Professor Johannes Fibiger. Johannes Fibiger, en af kræftforskningens foregangsmænd. I maven på rotter fra et sukkerraffinaderri i København opdagede Fibiger kræftsvulster og fandt, at der i disse levede en lille snylteorm. Denne, opdagede han, levede først i maven på kakerlakker og optoges så i rotternes maver, når disse åd kakerlakkerne. Fibiger erkendte, at det ikke var ormene, der var den særlige årsag til kræftsvulsterne, men at disse skyldtes den ved ormenes vandringer og stofskifteprodukter fremkaldte irritation. Derved var en ny teori, Irritationslæren, opstillet, og denne viste sig snart at være banebrydende, idet det lykkedes andre forskere at fremkalde kræft ved forskellige slags irretationer.

Det største fremskridt i vor kundskab om kræftsvulsternes natur kom, da man fik held til eksperimentelt at fremkalde sygdommen.

Det var en dansker, Professor Fibiger, der indlagde sig fortjeneste som foregangsmanden. Han opdagede i maven på nogle rotter fra en herværende sukkerfabrik ægte kræftsvulster og fandt, at der i disse kræftsvulster levede en lille snyltende orm. Han forfulgte nu denne orms livshistorie og fandt, at den i en periode levede i maven på en art kakerlak og optoges i rottens mave, når denne åd ormebefængte kakerlakker.

Fibiger erkendte ganske rigtigt, at ormen ikke var nogen speciel årsag til kræft, men opstillede den formodning, at det var den ved ormens vandringer og stofskifteprodukter fremkaldte irretation, der ofte, men ikke altid, gav anledning til en kræftsvulsts opståen.

Derved havde en ældre teori, irretationslæren, fået støtte, og dette bar snart frugt i, at det lykkedes andre forskere at fremkalde kræft ved at pensle huden hos dyr med stenkulstjære. Ved disse forsøg blev der endeligt kastet lys over nogle gådefulde hudkræftformer, der allerede længe var kendt. Man vidste nemlig at arbejdere i parafin og anilin (tjære) fabrikker ofte fik eksem og derpå hudkræft. Det samme gjaldt skorstensfejere og forskellige andre professioner, hvis udøvere dagligt kom i berøring med iriterende kemiske stoffer.

Også strålevirkningerne af røntgen og radium kan hos specialister, der dagligt i lang tid modtager små doser, fremkalde eksemer og påfølgende kræft. Ikke få af strålebehandlingens pionerer var inden de lærte at beskytte sig, faldet som ofre for den form af irritationskræft. I gamle mavesår og stenfyldte galdeblærer kan der ligeledes pludselig opstå kræft, antagelig som følge af den stadige iritation.

Vi kan i disse forsøg se en forklaring på flere, men langtfra alle de naturligt forekommende kræftsvulster. Det er forklarligt, at overdreven tobaksrygning kan give kræft på tunge og læber, og det er muligt, at kræften i spiserøret og maven skyldes den stadige irritation som følge af alt for varme, krydrede eller blot for rigelig føde - og drikkevarer.

Den langt større mulighed for sådanne pirringer hos civiliserede mennesker gør det forklarligt, at kræftten er en udpræget civilisationssygdom, og at dødeligheden er i stadig stigen. Til det sidste medvirker dog også den omstændighed, at flere af de hyppigste kræftformer er udprægede alderssygdomme, der kun sjældent optræder før 40de leveår. Den ved bedre hygiejne og behandling forlængede levetid har bevirket, at langt flere mennesker når den alder, i hvilken de er udsat for krætens angreb. Endelig må man ikke glemme, at vi nutildags langt bedre end for 40 år siden er rustet til at erkende kræft i de indre organer. Mange kræfttilfælde er sikkert i gamle dage opført på dødsattesterne under andre navne. Man skal her som altid tage varsomt på statistiken og erindre, at der er tre grader af upålidelighed. Løgn, forbandet løgn og statistik.

Hvordan det nu forholder sig, er kræften et af de mørkeste punkter i nutidens folkehygiejne, en sygdom, der ikke som de smitsomme har ladet sig trænge tilbage.

< Tilbage  Til side 4 >