Tirsdag 25/4 2017.

Kræft og andre svulster

Kategori: Sundhed og sygdomme. Udgivet 1924. Side 1 af 6.

Kræftsvulster. Øverste billede viser et mikrofotografi af hudkæft (de mørke dele). Bemærk manglen af skarp afgrænsning fra det sunde væv.

Nederste billede viser et mikroskopisk tværsnit af en kræftsvulst i læben. Den mørke rand er slimhindens celler, fra hvilken svulsten (den mørke knude) er udgået.

En gammel universitetslærer gav altid de unge lægekandidater følgende råd med ud i livet: "De kan stille forkerte diagnoser og De kan behandle forkert. De kan fortælle folk, at de har kønssygdomme og alt muligt djævelskab, og det vil blive Dem tilgivet, men De kan ikke fortælle folk, at de har kræft, for den brutalitet vil aldrig blive glemt".

Hvori ligger nu den store rædsel, der omgiver ordet kræft i den almindelige bevidsthed ?

Der er mange andre sygdomme, der langt sikrere og hurtigere fører til døden, og deres navne er dog ikke noget, man frygter for at udtale. Det er ikke en sygdom, der nødvendigvis er ledsaget af store smerter eller svære lidelser, og dog er den frygtet som ingen af de andre sygdomme.

Forklaringen ligger vistnok i lidelsens mystiske natur, man ved, at lægerne, når de ikke meget hurtigt kan gribe ind, står ret hjælpeløse overfor den. Der er måske også noget uhyggeligt ved en sygdom, ved hvilken der ikke er ydre fjender, der skal bekæmpes, men ens egne celler, ens eget kød og blod, der gør oprør og kanibalsk angriber resten af legemet.

En kræftsvulst er en gruppe af celler, der har erhvervet sig en sådan vokse - og forplantningskraft, at de sprænger deres naturlige rammer og baner sig vej ind i andre væv, hvor de slet ikke hører hjemme, og ødelægger alt hvad de møder på deres vej. Ikke nok med at disse vildskud borer sig igennem blod - og lymfekarrenes væg og føres med blod og lymfe til fjerntliggende kirtler eller organer, hvor de øjeblikkelig begynder at forsætte deres vækst som kolonier af modersvulsten. Heri ligger kræftsvulsternes store farlighed. En enkelt svulst kunne man let bekæmpe, men overfor kræften står man som Herkules overfor Hydra'en. For hver hoved man afkapper, vokser der to nye ud og tilmed på fjerne og utilgængelige steder. En almindelig egenskab hos kræftcellerne er også deres umodne udseende, der leder tanken hen på fosterets celler. Med fostercellerne deler de den voldsomme evne til at dele og formere sig, mens modne celler kun deler sig så meget som er nødvendigt for at erstatte de udslidte celler.

Såsnart kræftsvulsten er begyndt, adskiller den sig skarpt fra det omgivende væv, den vokser ud fra sig selv og optager ingen af de gammeldags celler i sit lag, den har indgivet sin uafhængighedserklæring.

Det væv, der ikke vil vige tilside, bliver dræbt af svulstens væksttryk, og svulsten tillader kun de nødvendigste blodkar at ledsage sig. I selve denne uafhængighedstrang ligger spiren til forfald. Når svulsten er blevet stor nok, har den ikke blodkar til sin ernæring, således at de midterste partier dør og flyder hen. Hvis svulsten ligger nær en ydre eller indre overflade, opstår der på denne måde af kræftknuden et kræftsår. Dessværre fortsættes svulstens vækst imidlertidig i randene, hvor ernæringen er tilstrækkelig, således at man ikke kan vente nogen helbredelse ad denne vej. Disse sårflader ligger nu åbne for betændelsesmikrobernes virksomhed, således at der til svulstens undergravende arbejde kommer en forgiftning. Under svulstens henfald kan større og mindre kar let briste, hvorved der fremkaldes blødninger, der både kan være voldsomme eller ganske stille sivende, men i begge tilfælde kan give anledning til betydelig blodmangel.

Til side 2 >