Onsdag 22/5 2019.

Cellernes modstandskraft og livsvilje

Titel: Døden - Dødsårsager. Kategori: Sundhed og sygdomme 1925. Side 2 af 7 < Tilbage

Døden skyldes, at omgivelsernes skadelige indflydelse hurtigere eller langsommere knækker cellernes modstandskraft og livsvilje. Det er usikkert, om man kan tale om en af naturlige, rent indre grunde forårsaget død. De fleste tilfælde af alderdomsdød skyldes dog i sidste instans, at de skadelige påvirkninger efterhånden har svækket cellerne så meget, at selv det svageste vindpust kan blæse den flakkende livsflamme ud.

Hvis nu denne lov om cellernes ubønhørlige ødelæggelse var ganske uden undtagelse, ville alt liv på Jorden være ophørt, næsten før det var begyndt. Man finder imidlertid overalt i dyreverdenen den ejendommelighed, at cellerne deler sig indtil en vis grænse, der medfører døden. Nogle enkelte celler, - hos de flercellede dyr kimcellerne i æggestok og testikel - undergår imidlertid en forandring, hvorved de som i et foryngelsesbad renses for livets byrder. Når sådan to celler af forskelligt køn mødes, danner de en ny fuldstændig celle, der atter kan dele sig på almindelig vis til generationer af nye encellede dyr eller til en organisme, der kan bestå i lange tider, indtil også den opløses, efter først at have produceret lignende kønsceller, der sikrer racens udødelighed.

Alle mennesker ved, at de skal dø, men kun få beskæftiger sig med tanken herom, i hvert fald så længe de er raske.

Mere overraskende er det, at så umådeligt mange syge mennesker tænker og taler så lidt om døden. Den største dødsfrygt påkommer dem, der fra fuld sundhed pludselig bliver dødsyge eller i fuldt helbred føler døden true sig.

Den, der har gennemgået en alvorlig sygdom ved, hvilken mærkelig ligegyldighed over for døden denne tilstand ofte bringer med sig. De efterlevende lider hyppigst mest ved et dødsleje, fordi deres sind strider imod tanken om opløsningen, mens selve den syge er hyllet ind i en tåge.

For tilskueren bliver døden let en uhyggelig ting ved slappelsen af trækkene, det uregelmæssige åndedræt og den rallende slim i struben, men selv mærker den døende ikke dette.

Det er øjensynligt umådeligt svært for sunde mennesker at forstå, at den døde ikke længere føler ubehag og kulde. Der sidder os i blodet en levning fra tankegangen hos vore forfædre, der gav deres døde mad og drikke, våben og klæder med i graven. Det er sådanne tanker, der får en digter som Keats til at gyse i frostnatten ved at tænke på, "hvor de døde må fryse under kirkegårdens muld".

Den bratte og pludselige død ved ulykkestilfælde eller lignende giver rimeligvis et chock, der omtåger sanserne og ikke lader rum for dødsfrygten, og de svære sygdomme fører til et gradvis bevidsthedstab, hvorved forhåbningen og tilliden umærkelig glider over i en tilstand, hvor tanken om liv og død ikke længere har plads.

Da det store flertal af mennesker, selv i den højeste alder stadig ønsker at bevare livet, kunne man tro, at tanken om døden ved langvarige uhelbredelige lidelser forvoldte store bekymringer. I reglen er dette imidlertid ikke tilfældet. Netop viljen til livet gør, at disse mennesker, der klynger sig til livet, tror på deres helbredelse efter maksimen: "Så længe der er liv, er der håb!". Man ser dødsyge mennesker lægge planer for fremtiden, selv om de måske samtidig træffer dispositioner for det tilfælde, at de mod forventning skulle dø.

< Tilbage  Til side 3 >