Mandag 18/8 2019.

Genoplivede patienter

Titel: Døden - Dødsårsager. Kategori: Sundhed og sygdomme 1925. Side 6 af 7 < Tilbage

Døden ved hængning. Døden ved hængning er i reglen - når sjældne ulykkestilfælde fraregnes - enten selvmord eller straf. Derved forøges den pinefulde angst og spænding betydeligt, idet det ikke syge menneskes ulyst ved tanken om døden er langt større end det syges. Selve denne dødsmåde må iøvrigt regnes som ret let, idet strikken sammensnører halspulsårerne, således at bevidstheden næsten øjeblikkelig udslukkes på grund af blodmangel i hjernen. På tilskuerne virker det opsvulmede ansigt og kvælningskramperne meget uhyggeligt, skønt der efter genoplivede selvmorderes udsagn må anses for utvivlsomt, at den hængte på dette tidspunkt er ganske bevidstløs.

Af kulde dræbes folk her til lands hyppigst, når de i beruset tilstand ikke ænser kulden og lægger sig til at sove under åben himmel. Også soldater og bjergbestigere er udsat for denne dødsmåde, der i reglen skildres som ret mild og behagelig. Selve kuldefornemmelsen lammes hurtigt, og der indtræder en uimodståelig trang til søvn.

I parantes bemærket er mange uskyldige soldater sikkert blevet strafet for at sove på deres post, blot fordi de i virkeligheden var ved at fryse ihjel.

Under den søvn, meddeler genoplivede patienter, at der indtræder ret livlige og behagelige drømmebilleder og hallucinationer således at H.C. Andersens eventyr om "Den lille pige med svovlstikkerne", der fryser ihjel, er mere end en digters fantasi.

Døden ved forbrænding forestiller man sig i reglen som noget af det værste, der kan tænkes. Enhver, der har haft et selv lille brandsår, ved at disse er uhyre smertefulde, og det kan ikke nægtes, at udstrkte forbrændinger fører til døden gennem meget svære lidelser, indtil endelig de ved vævets ødelæggelse fremkaldte giftstoffer udslukker bevidstheden og dermed smertefornemmelsen.

Det var derfor en tvivlsom nåde, når domstolene på inkvisitionens tid overgav kætterne til den gejstlige forsorg dvs. til døden på bålet. Beretningerne om forskellige martyrer som feks. Johann Hus' død på bålet er selvfølgelig ofte præget af eftertidens trang til at fremhæve disses sjælsstorhed og mangel på dødsfrygt og klage.

I mange tilfælde må man imidlertid formode, at døden på bålet intræder før den egentlige forbrænding som følge af kvælning med røg og kulilte.

Dette gælder i høj grad indebrænding i huse. Både Njals og Bergthoras død, som beskrives i Njals saga, synes nærmest at være forårsaget ved kvælning.

Også ved de store teaterbrande dræbtes sikkert, fraset de under panikken dræbte, langt flere ved kulilteforgiftning end af selve flammerne. Beviser herfor foreligger i undersøgelsen af flere lig, der fandtes efter branden i Opéra Comique i Paris. Ved sådanne brande sker der også ofte pludselige udbrud af såkaldte stumme eksplotioner, dvs. pludselige bølger af overhedet luft, der breder sig ud i rummet i et nu dræber alt levende. Indførelsen af jerntæpper har i høj grad formindsket denne fare.

En lignende død kan forårsages af vulkanske udbrud.

< Tilbage  Til side 7 >