Søndag 26/1 2020.

Mens kirurgien fejrede sine store triumfer

Titel: Medicin og kirurgi. Kategori: Sundhed og sygdomme 1924. Side 3 af 6 < Tilbage

Tre helbredere. Apotekeren, medicineren og kirurgen - med medicineren som midtpunktsfigur.

Alle syge organer, der kan fjernes uden fare for patientens liv og velfærd, er fjernet og selv så fine og livsvigtige organer som hjernen og hjertet afskrækker ikke længere fra indgreb. Kirurgiens virkeområde er mægtigt, men dens umiddelbare udviklingsmuligheder er ikke længere så store. Det drejer sig - for at bruge et militært udtryk - om en befæstelse af de vundne stillinger, idet instrumenterne og teknikken forbedres, således at indgrebene stedse bliver mindre farlige og mere virksomme. Dermed skal det ikke være sagt, at fingerfærdighed - teknik - er nok hos kirurgen. Han skal tillige først og fremmest være læge, således at han nøje kan bestemme sygdommens art og udsigter, før han opererer. Uden denne evne bliver selv den mest fremragende operatør kun en slags "knoglesnedker".

Mens den mest moderne kirurgi udviklede sig, var der mange ældre kirurger der syntes, at ungdommen udviklede sig til operatører, men ikke til rigtige kirurger. Den tid, da man kunne tale om en sådan fare, må siges at være forbi. I den første begejstring over aseptikken, der fjernede smittefaren, var der ganske vist enkelte fusentaster blandt kirurgerne der mente, at det gjorde ikke så nøje med forundersøgelsen: "Man kunne jo lukke op for at se, hvad der var i vejen!". Efterhånden som man fik øjet op for, at enhver operation ikke er nogen ligegyldig sag, er denne aldrig videre udbredte lære heldigvis forsvundet igen.

Mens kirurgien fejrede sine store triumfer, var medicinen dog ingenlunde uvirksom, men de første forbedringer på dette område var ikke sådanne, der sprang folk i øjnene. Først og fremmest blev diagnostikken, sygdomsbestemmelsen forbedret, navnligt ved en omhyggelig anvendelse af talrige laboratorieundersøgelser. For lægfolk kan dette måske se ud, som om videnskaben gav stene for brød, men ikke desto mindre er dette den nødvendige forudsætning for at nøjagtige behandlingsmåder kan indføres. Sygdommene blev undersøgt og studeret med samme metoder, som fysologerne havde anvendt til undersøgelsen af den normale dyriske organismes funktioner.

Der opstod således inden for medicinen en såkaldt "fysologisk" skole, der udviklede studiet af de kemiske forandringer under sygdomme til en hidtil ukendt finhed. Kemien, der havde muliggjort kirurgiens fremskridt ved fremstillingen af bedøvelsesmidler og desinfektionsmidler, blev også medicinens vigtigste hjælpevidenskab. Det kunne ikke undgåes at medicinen her fortabte sig i spidsfindigheder, ligesom kirurgien til tider fortabte sig i teknik og instrumentfabrikation. Begejstrede fysologiske medicinere kunne undertiden glemme formålet at helbrede for glæden ved at præcisere nøjagtigt, hvad der var i vejen med det syge menneske. Selv om den enkelte patient ikke vandt særligt meget ved, at hans læge triumferende kunne sætte en nøjagtig etikette på hans lidelse, er der dog ingen tvivl om, at denne udredning af tilsyneladende ensartede sygdomsfænomeners karakter var og er en absolut betingelse for medicinens senere fremskridt.

< Tilbage  Til side 4 >