Lørdag 26/9 2020.

Lægevidenskabens store udvikling

Titel: Medicin og kirurgi. Kategori: Sundhed og sygdomme 1924. Side 6 af 6 < Tilbage

Lord Lister indførte antiseptikken. Lord Lister, indførte antiseptikken og dermed muliggjorde den moderne kirurgis udvikling.
  Robert Koch. Robert Koch, der var en af bakteriologiens foregangsmænd og bla. opdagede tuberkelbacillen.
  Paul Ehrrlich. Paul Ehrlich, der først af alle fattede den idé kunstigt at fremstille et kemisk lægemiddel mod en bestemt bakteriesygdom og gennemførte denne tanke ved salvarsanets opdagelse.

Der er indtil dato egentlig kun eet felt, hvor kirurgien er trængt noget tilbage, nemlig den såkaldte kirurgiske tuberkolose i kirtler og knogler. Her har lysbehandlingen i høj grad afløst de svære og ofte lemlæstende kirurgiske indgreb, en udvikling, som er hilst med begejstring af kirurgerne, der aldrig har yndet operationer, ved hvilken legemets udseende eller funktioner undergik en varig forringelse.

Samarbejdet mellem medicin og kirurgi er nu om stunder bedre end nogen sinde før, og de to fag lærer stadig af hinanden og følger hinandens udvikling. Hverken kirurgen eller medicineren kan undvære et kendskab til det andet hovedfag, idet han af dette lærer sin egen begrænsning at kende og ved, hvornår han må søge hjælp til behandlingen.

Samtidig må det ikke glemmes, at lægevidenskabens store udvikling har medført, at de to gamle hoveddiscipliner har afspaltet en række specialiteter, der kræver særlig færdighed og kundskab på et bestemt område.

Fra kirurgien har den operative behandling af øjne, af øre, næse og hals og af kvindesygdomme afsondret sig til særlige fag, mens børnesygdomme, hud- og kønssygdomme og til dels behandlingen med massage og bade er blevet selvstændige i forhold til den indre nedicin. Så længe disse specialfag såvel som hoveddisciplinernes udøvere vedbliver at føle sig som læger, der har interesse for hele patientens tilstand og ikke blot for et enkelt organ, er der ikke grund til at klage over denne udvikling. Selv de største begavelser ville ikke kunne holde sig på højde med lægevidenskabens udvikling på alle områder. I virkeligheden er den almindeligt praktiserende læges opgave den mest fordringsfulde af alle. Han kan ganske vist ikke have alle mulige instrumenter eller beherske enhver værdifuld ny undersøgelses- og behandlingsmåde, men han må vide, at de eksisterer og kunne henvise sine patienter til de rigtige steder, om en mere indviklet behandling er nødvendig.

Når man står over for det svære valg mellem kirurgisk eller medicinsk behandling af en sygdom, der kan behandles på begge måder, er det klogest at følge sin læges råd. Lægen vil stå uhildet og vil råde til den fremgangsmåde, der synes ham bedst, mens patienten kan afvise operation af skræk for det pludselige indgreb eller afvise medicinsk behandling, fordi han håber, at en operation kan afgøre det hele i en fart og for stedse. Begge disse argumenter kan være ganske falske, idet en kirurgisk behandling til tider kan være både skånsommere og behageligere end en medicinsk. På den anden side behøver en operation ikke at være midlet til radikal helbredelse, idet mange operationer kun har til formål at lindre sygdommen eller skaffe den bedre helbredelsesbetingelser. I virkeligheden er det kun få grænseområder, i hvilke lægestanden står delt og uenig med hensyn til den behandling, der skal følges. I sådanne tilfælde viser det sig i reglen, at det afgørende ikke er et principspørgsmål men den individuelle patients forhold, dvs. hans levevilkår, sygehistorie og tilstand.

(Forfatter: Ukendt)
  < Tilbage