Søndag 22/5 2022.

Det at være maniker

Titel: Almindelige sindssygdomme. Kategori: Sundhed og sygdomme 1925. Side 4 af 13 < Tilbage

Manisk kvinde. En sindssyg kvinde i et manisk anfald. - Gammelt fransk stik. (af Ambroise Tardieu) fra ca. 1838. Patienten er iført en kjole med lukkede ærmer. Et meget mildt og ganske uskadeligt tvangsmiddel for at patienten ikke skal gøre sig selv fortræd.

Melankolien kan optræde ganske "ren", som en hel selvstændig sygdom. Men i de fleste tilfælde står den i intim sammenhæng med den tilstand, som er dens fuldkomne modsætning: Manien. Denne lidelse er karakteristisk ved, at patienten er alt for livlig, behersket af en utrættelig bevægelsestrang og åndelig eksaltation. En maniker er aldrig i ro, undtagen under søvnen, som kun er kortvarig. Ustandselig taler patienten og er i bevægelse: går, springer, hopper og danser, fægter med armene, gør grimasser og snakker løs. Og som legemet er i bevæglese, således er ånden det også. Tankerne kommer kommer og går ustandselig. Tankeflugten er særlig voldsom hos den maniske patient. Derfor taler han om alt mellem himmel og jord imellem hinanden. Ofte er den maniske patient venlig, i ekstra godt humør og ler over hele ansigtet, men er ikke egentlig let at have med at gøre. Da manikernes spøg ofte er noget voldsom, findes disse patienter fortrinsvis på den urolige afdeling, og der præsenterer doktoren os nu for en maniker: Patienten kommer stormende hen til os, så snart vi er inde i stuen, han haler venligt og alt for forekommende i os, idet han under store fagter trækker os hen til en stol, alt imens han snakker løs, højrystet og henrykt: "Du Kresjan Tital! - Pst! Du - den er fin! Det var godt, du kom. Her er gevaldigt sjov. - Du skal sitte her!" Og han trykker sin gæst ned i stolen: "Du ska' sitte fint, for du er jo kongen! Og vi skal ha' flæskepandekage på morgenkvisten. Det er dajli'!" - Han er omhyggelig og yderst en lebendig lakaj!

Sådanne forestillinger som denne, at det er kongen, der kommer ind til ham, er ikke ualmindelige blandt maniske patienter. Men ideerne sidder ikke dybt. Hos dem er al tankevirksomhed overfladisk og forvirret, intet gør tilsyneladende blivende indtryk på deres bevidsthed, selv om de ofte senere hen kan huske enkeltheder fra sygdomsperioderne. Ofte gør storhedsforestillinger og en overdreven selvhævdelse sig gældende hos dem. De føler sig ofte som nogle "Fandens karle", der kan alt og ved alt, og er i besiddelse af en grænseløs selvtillid. De er gennemgående ikke så stærkt hallucinerede som melankolikerne. Undertiden bliver de ret ondskabsfulde og kan få voldsomme vredesanfald, især når nogen søger at hæmme deres fri livsglæde.

< Tilbage  Til side 5 >