1. Hvordan holder man sig slank ?
2. Fødemængden og muskelarbejdet
3. Diæter og spisevaner
4. Den danske kost og fedme
5. Spisevaner og portioner
6. Sygdom eller svaghed i stofskiftet
7. Diæten og legemsøvelser
Fødemængden og muskelarbejdet
Hvis et menneske spiser mere, end hans legeme ved det muskelarbejde han udfører, har brug for, vil en vis del af den tilførte føde ikke forbrændes fuldstændigt i legemet, men aflejres som fedt, særlig under huden, mellem musklerne og i bryst- og bughulen imellem indvoldene. Han vil altså tiltage i vægt. Hvis han derimod spiser mindre end det, der svarer til legemets forbrug og der præsterede arbejde, må han bruge af den legemet opsparede reservenæring i fedtdepoterne, som opløses og indgår i stofskiftet. På den måde vil han altså tabe i vægt.
Forøgelse af fødemængden og formindskelse af muskelbevægelserne vil altså give vægtforøgelse, indskrænkning af føden og forøgelse af muskelarbejdet vægttab. I denne sætning har man den vigtigste lov for vægtsvingningerne. Grunden til at folk bliver fede er da i reglen at søge i, enten at de spiser for meget, eller at de har for lidt legemlig arbejde, meget ofte i begge disse årsager.
Der er imidlertid stor forskel på, hvorledes disse forhold indvirker på de enkelte individer. Man ser ikke sjældent mennesker som tiltager i vægt trods kraftige legemsøvelser, strengt arbejde eller anstrengende sport. Grunden er da i reglen den, at de stærke bevægelser giver så stærkt forøget appetit, at de i virkeligheden kommer til at indtage mere føde end nødvendigt, selv til det større arbejde.
Man ser også - særlig blandt unge mennesker - individer, som kan spise meget store fødemængder, uden at tiltage i vægt. Dette beror på, at der hos den sunde, livskraftige organisme findes reguleringsapparater (knyttet til skjoldbruskkirtlen og andre indvendige kirtler), som, når det påkræves, kan sætte stofskiftet og forbrændingen i vejret og derved hindre, at den overflødige fødemængde aflejres som fedt.
På den anden side findes der også en del mennesker, som trods en sparsom ernæring ikke tager af i vægt, og som straks tager på, så snart de tillader sig at spise som andre mennesker. Denne sygelige tilbøjelighed til fedme, som beror på en for svag virksomhed af de omtalte kirtler, kan være medfødt og findes ikke sjældent hos flere medlemmer af samme familie. Men den kan også opstå hos mennesker, som hidtil har været sunde og haft et normalt stofskifte, og kan da være forårsaget, enten ved lang tids overernæring, hvorved det regulerede kirtelapparat er blevet overanstrengt og beskadiget, eller ved svækkelse af disse organer af andre årsager.
Denne nedsættelse af stofskiftet findes hyppigst hos kvinder og kan være en mer eller mindre medvirkende årsag til fedme, særlig efter barnefødsler og i overgangsårene. Kvinder har i det hele mere tendens til fedme end mænd, hvilket antagelig hænger sammen med, at de allerede normalt har et tykkere fedtlag end mænd. Hos mænd beror vægtforøgelse og fedme i de allerfleste tilfælde på overernæring.
Som man vil forstå af det foregående, har man to veje at gå, når man vil bevare den naturlige slankhed. Man må sørge for rigelig motion, kraftigt muskelarbejde, og man må indrette diæten således, at den ikke er for rigelig under de forhåndenværende omstændigheder. Mennesker, hvis beskæfdigelse medfører strengt legemligt arbejde, behøver naturligvis ikke yderligere muskelarbejde, men for de mange, hvis arbejde hovedsagelig er stillesiddende, må der først og fremmest lægges vægt på kraftig motion. Bedst af al slags friluftssport, boldspil, roning, cykling, svømning, spadsereture, om vinteren også gymnastik, og da helst på hold, hvor kommandoen og kappelysten får deltagerne til at anstrenge sig. Hjemmegymnastik kan dog også anvendes, når man har energi til at udføre den tilstrækkelig kraftig og vedholdende.
< Tilbage Til side 3 >