1. Hvordan holder man sig slank ?
2. Fødemængden og muskelarbejdet
3. Diæter og spisevaner
4. Den danske kost og fedme
5. Spisevaner og portioner
6. Sygdom eller svaghed i stofskiftet
7. Diæten og legemsøvelser
Diæter og spisevaner
| Kalorier. pr. 100 gram. | |
|
Bouillon
Grøntsager, kogt Frisk frugt Kartofler, kogt Mager fisk Magert kød Oksesteg, mager Flæskesteg Æg Skummet mælk Sødmælk Mager ost Fed ost Mel og gryn Vandgrød Rugbrød Hvedebrød Tvebak Sukker Chokolade Butterdej Nøddekerne Fedt flæsk Smør, margarine Gåsefedt, olivenolie |
8
15-60 50 100 80-90 200 225 300 135 40 70 275 400 350 60 250 270 400 400 500 620 680 800 800 900 |
Diæten vil dog altid spille en stor rolle, og i de fleste tilfælde vil den være det væsentlige. Den må indrettes således, at den er tilstrækkelig til legemets forbrug, men ikke en overernæring. Da vanen her som på så mange andre punkter er menneskets anden natur, gælder det om at opdrage sig selv til de rette spisevaner. I den henseende er det ikke altid tilstrækkeligt, at man ikke tiltager i vægt. Som omtalt er der nogle mennesker, som kan spise mere end nødvendigt uden at blive fede. Men dels kan overernæringen også i sådanne tilfælde direkte medføre sygdomme i organerne, dels kan der komme en tid hvor reguleringsapparaterne svigter på grund af overanstrengelse, og hvor den tilvante overernæring da giver anledning til udvikling af en stærk og vanskelig påvirkelig fedme. Den stærke overernæring, som tidligere brugtes ved tuberkulose, har ikke sjældent efter tuberkulosens helbredelse haft denne følge. Og det samme gælder børn, som af ængstelige og alt for omhyggelige mødre bliver lokket og tvunget til en alt for kraftig ernæring. Adskillige mennesker, som hele livet igennem besværes af tilbøjelighed til fedme, har fået denne svaghed i stofskiftet ved overernæring i barnealderen.
Til de rette spisevaner hører altså først og fremmest, at man ikke spiser mere end nødvendigt, ikke større portioner, ikke flere måltider end tilstrækkeligt til at tilfredsstille legemets virkelige krav. Man må komme bort fra den almindelig udbredte overtro, at man får flere kræfter, større arbejdsevne, jo mere man spiser. At underernæring er svækkende, både for de legemlige og for de åndelige kræfter, rigtigt og almindelig forstået. Men det samme gælder overernæring, for til at fordøje, opsuge og atter udskille de overflødige fødemængder kræves et arbejde af mange af legemets organer, som i det lange løb svækker disse og hele legemet. Man regner det med rette for et tegn på sundhed at have en god appetit. Men forholdet er ikke det, at folk bliver sunde, fordi de spiser godt, men de har en god appetit og spiser godt, fordi de er sunde.
Det er imidlertid heller ikke ligegyldigt, hvad man spiser. I tabellen til højre vil man finde eksempler på forskellige fødemidlers næringsværdi, angivet i "kalorier" (varmeenheder) pr. 100 gram.
Man forstår da let, at det gør en stor forskel, af hvilke fødemidler, man sammensætter sin kost. De som altid foretrækker de fede stykker af stegen, som holder af tykt smør, fed sauce, flæsk, kager, chokolade o.lign. bliver lettere fede, selv om de ikke spiser særlig store portioner. Også de alkoholiske drikke, som regnes til de egentlige fødemidler, indeholder forholdsvis mange varmeenheder. 1. glas portvin svarer i værdi til 2-3 kartofler, 1 pilsner til 2 æg, ½ flaske rødvin til 3 stkykker rugbrød med smør. Og da disse drikke jævnlig nydes i forholdsvis store mængder, er det forståeligt at øl- og vindrikkere ofte er svulmende og fede.
< Tilbage Til side 4 >