Fredag 28/2 2020.

Hudtransplantationer

Titel: Fra kirurgens værksted. Kategori: Sundhed og sygdomme 1924. Side 2 af 8 < Tilbage

En lang helende periode. En af de lidelser patienterne må gennemgå ved transplantationer, er at skulle henligge i ofte meget tvungne stillinger, til den nye fastvoksning har fundet sted.

Senere igen fandt man på at anvende de såkaldte "vandrelapper", når man ville dække et sår, men ikke kunne skaffe sig tilstrækkelig hud i nærheden af dette. Drejede det sig feks. om et sår på bagsiden af knæet, fæstnede man ved en bandage det raske ben i en stærkt bøjet stilling op mod kroppen, løsnede en stor hudlap fra brystet og førte den over til et indsnit i benet. Når der var gået en tid, afbrød man forbindelsen mellem brystet og hudlappen, rettede benet ud og satte lappen, som nu fik ernæring fra det raske ben, fast på det sårede, og først når det var helet til her, skar man lappens stilk over.

Disse metoder - der stadig betegnes som den "indiske" og den "italienske" - gennemførtes ofte med stort held, selv i de tider, da man ikke kendte hverken antiseptik eller aseptik til at hindre betændelse i sårene, men naturligvis havde man ofte stort besvær med de "stilkede" hudlapper, der rummede så mange ulemper for patienterne, og man kom da ind på brugen af den såkaldte "frie" transplantation, hvor man omplantede væv, som var skåret ret helt løst fra omgivelserne og ikke stod i forbindelse med disse gennem en karførende stilk. Allerede forlængst havde man gjort den erfaring, at afhuggede legemsdele, fingre, næser osv. kunne vokse fast igen, når de bragtes på plads og holdtes fast der. En morsom iagttagelse i så henseende fortæller professor Oscar Bloch i sin store "Kirurgi".

Den franske kirurg Garengeot beretter med alle de detailler, der viser, at observation er pålidelig, at en soldat i 1724 kom i slagsmål med en kammerat på gaden udenfor et værtshus, hvori de lige havde været så glade sammen. Kammeraten bed næsen (næsten hele den bruskede del) af ham, og da han mærkede, at han havde et stykke kød i munden, spyttede han det ud i rendestenen og trampede på det i raseri, som om han ville mase det. Soldaten, der også var en livlig natur, samlede sin næsestump op, kastede den ind i en Hr. Galins butik og styrtede af sted efter sin fjende. Galin undersøgte, hvad det var, der lå i hans butik, og så at det var en næse, og da den var fuld af snavs, vaskede han den under posten. Da soldaten kom tilbage, blev der varmet vin, hvorved hans ansigt, der var helt blodigt, og hans sår blev vasket, og næsestumpen blev lagt i vinen, for at den kunne blive lidt varm. Da såret var rent, satte Galin næsen på sin plads ved hjælp af hæfteplaster og et bind. den synes at sidde fast allerede næste dag, og da Grengeot selv forbandt den på den fjerde dag, fandt han den fulstændig helet ! En tysk "duel-læge" fra Heidelberg fortæller, hvorledes det lykkedes ham at få afhuggede næser til at gro fast igen, selv om der var gået en halv time, eller mere efter duellen, og en fransk kirurg refererer 27 tilfælde, hvor det lykkedes at få en afhugget næse til at vokse fast påny.

Resultatet blev naturligvis ikke altid lige smukt, og en alvorlig ulempe er det, at de således påklistrede næser har en sørgelig tilbøjelighed til at blive blå i kulden.

Mindre pålidelig er vistnok beretningerne om folk, som har skaffet sig erstatning for en afhugget og bortkommen næse ved, formentlig "med våben i hånd", at "låne" en fra en anden person og få den retteligt anbragt af en fiks kirurg, men det fortælles ikke des mindre, at det skal kunne lade sif gøre. Dog skal man være forsigtig i valget af sin nye næse, at det ikke går èn som hovedpersonen i Edmond Abouts komedie "Notarens Næse". Han fået erstattet sit tabte lugteorgan med et tilsvarende fra en kronisk alkoholist, og nu skete det forfærdelige, at hver gang dets oprindelige ejermand drak sig fuld, blev notarens næse rød.

< Tilbage  Til side 3 >