Fredag 28/2 2020.

Knogletransplantationer

Titel: Fra kirurgens værksted. Kategori: Sundhed og sygdomme 1924. Side 6 af 8 < Tilbage

En såret patient med et sår i munden. Billedet til venstre viser et sår inden operationen, og billedet til højre patientens udseende 6 måneder senere.

Fagliteraturen vrimler med eksempler på vellykkede frie knogletransplantationer. Allerede for en lille menneskealder siden har man udført sådanne kunststykker som at lave en ny overarm af et stykke af patientens skinneben. det var en tysk kirurg (Bier), der fjernede næsten hele højre overarmsknogle, som var angrebet af kræft, og erstattede den med den forreste halvdel af patientens skinneben med benhinde og marv. Egentlig skulle hele armen havde været amputeret, men den syge reddede altså ikke alene livet, men også sin førlighed ved det smukke indgreb, og ikke blot blev armen god og stærk, men det halverede skinneben fik i tidens løb atter sin normale form og - ligesom den nye overarm - en central marvhule.

Herhjemme vakte det i sin tid stor opsigt, da en af vore kirurger (Rovsing) hos en ung pige fjernede et stort stykke af det ene lårben og erstattede det med et tilsvarende stykke knogle fra en amputation hos en anden patient. På lignende måde lavede vedkommende kirurg en ny overarmsknogle hos en ung mand, der havde en kræftsvulst i den øverste ende af overarmsbenet, hvis to trediedele måtte fjernes. Den borttagne knogle erstattedes med patientens ene lægben, hvis øverste led-ende plantedes ind i skulderleddet, og han fik fortræffelig brug af armen, som endogså helede på normal vis, da han nogle måneder efter brækkede den, idet han tog sin overfrakke for rask på. - Der kunne nævnes en hel række eksempler på sådanne operationer, ikke blot på lemmerne, men også andre steder. Flere gange har man således erstattet en del af undekæben med en hudlap, der indeholdt et stykke ribben, eller gendannet store partier af underkæben, som måtte fjernes på grund af kræft eller strålesvamp, ved hjælp af et stykke af patienternes skinneben.

I reglen drejer det sig kun om dele af en knogle, men ikke så sjældent har man dog også omplantet hele knogler, feks. erstattet fingerknogler, der var knust eller måtte fjernes på grund af tuberkulose, med andre fingerknogler eller med med knogler fra patientens tæer.

En af dem, der i videst omfang har praktiseret den frie knogletransplantation, er den tyske kirurg Lexer, som i en hel række tilfælde har fjernet ondartede knoglesvulster og erstattet det borttagne stykke knogle med et tilsvarende enten fra patienten selv, fra et lig eller fra et amputeret lem fra en anden patient. Da han var overlæge på et meget stort hospital, havde han i reglen materiale nok til sine transplantationer, men det kunne dog hænde, at en patient måtte ligge en tid lang på hans afdeling for at vente på, at en anden skulle amputeres. Imidlertid havde han - som han sagde på en kongres - efterhånden lært at økonomisere med de amputerede lemmer, for med et enkelt af disse kunne han gøre mange mennesker lykkelige og skaffe dem en brugbar arm eller et brugbart ben, i stedet for at gøre dem til invalider. Og Lexer nøjes ikke med at transplantere stykker af knogleskafter af de lange rørknogler. Han omplanter også enderne af knogler med tilsvarende led-ender, ja tager endda hele knæleddet bort og erstatter det med et nyt fra en anden patient, som har fået sit ben amputeret på grund af læsioner eller koldbrand. De nye led heler smukt ind, og patienten kommer til at gå helt godt på sit ben. Leddet bevarer i reglen sin bevægelighed, idet brusken holder sig levende, og knoglen beholder sin form, selv om knoglecellerne dør.

< Tilbage  Til side 7 >