Religionernes syn på dyr

Titel: Dyremishandling og behandling. Kategori: Dyrenes verden 1926. Side 2 af 7 < Tilbage

Pisk til kreaturer. For at forhindre, at kreaturtrækkere påfører de køer, de trækker med unødige smerter ved at slå dem med stokke eller almindelige piske har "Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark" ladet fremstille piske som billedet viser. De består af et træhåndtag og en stor læderlap. Slag med en sådan kreaturpisk gør ikke ondt, men fremkalder ret stærke knald, når læderlappen slår på dyrenes skind, og man opnår herved det samme som med snerrende piskeslag.

Den indiske religion - Buddhismen - forbyder i et af sine bud at dræbe noget som helst levende væsen, hvorfor man ser, at inderne ligefrem laver parker, hvori de anbringer deres gamle dyr, indtil disse dør af en eller anden grund. Denne store hensyntagen til andre levende væsner hænger sammen med Buddhismens lære om sjælevandringen. Efter denne tro kan en inder således aldrig vide, om det ikke er en af hans egne forfædre, han har gående omkring sig som en ged eller okse.

De vilde folkeslags behandling af dyrene er en mærkelig blanding af tilbedelse og mishandling, idet visse dyr er hellige og nogle betragtes som menneskenes stamfædre. Disse hellige dyr, der behandles som ukrænkelige væsener, kan man derefter trods alt se blive ofret under de største lidelser for dyrene, idet disse folkeslag tror, at de ved ofringen kan overføre den overmenskelige kraft, som de mener at ofrene er i besiddelse af til de personer som foretager ofringen. I det store hele ser det ud til, at vilde folkestammer er gode imod deres husdyr og forfølger de vilde dyr, der truer deres liv, med alle mulige midler og ikke her i ringeste måde tænker over, om der herved påføres disse dyr lidelser.

Efterhånden som kristendommen udbredes, opdager man imidlertid at der samtidig opstår en mangel på forståelse af dyrene, og dette hænger sammen med den vågnende forståelse af menneskets særstilling som "besjælet" væsen. På tidligere relegiøse stadier gik man nemlig ganske simpelt ud fra, at hele naturen, altså alt, hvad der omgiver en, var besjælet, og denne opfattelse af mennesket stående over andrer væsner, giver i forbindelse med almindelig mangel på kulturel udvikling hos den lavere befolkning rimeligvis forklaringen på de mærkelige følelsesløshed over for dyrs lidelser, som sydens beboere helt op ivore dage viser sig i besiddelse af, idet de er af den mening, at "dyrene ikke er kristne". Som følge heraf kan de ingen sjæl have, men er betragtet som selvbevægelige maskiner.

Nordboerne har gennemgående altid været mere forstående over for dyrene end sydens folk, og jo mere kvægbruget og agerdyrkningen er blevet udviklet, er nordboens forståelse af dyrenes liv steget, hvilket sikkert er resultatet af de lavere samfundslags forholdsvis høje kultur og deres som følge af det stærkt udviklede kvægbrug nære omgang med dyrene.

Nordboerne er som nævnt set i forhold til sydens beboere meget dyrevenlige, og der indprentes også os alle fra barnsben, at vi skal være gode mod dyrene. I al behandling af dyr vil dog til dels det samme komme igen, som man ser hos de ville mennesker, nemlig at vi behandler vore husdyr og de dyr, som ikke skader os, godt, hvorimod andre dyr, der virker ødelæggende enten på vor sundhed eller vore værdier, forfølges med alle midler. Således kan man just ikke sige, at vi er dyrevenlige i vort forhold til et dyr som feks. rotten, idet vi på alle mulige måder søger at udrydde den, enten ved at anskaffe dyr så som hunde og katte, som i sig har lysten til at dræbe disse dyr, eller selv søger at dræbe dem ved at udlægge Ratin eller sætte fælder for dem.

< Tilbage Til side 3 >