1. Succes for en studerende i Amerika
2. Sundhed og arbejde
3. Skolearbejde
4. Idræt og sportskampe
5. Ledelse og ansvar
6. Uddannelse og valgfag
Idræt og sportskampe
Et amerikansk fodboldhold. Det kan til tider være en ret voldsom sport og medføre sådanne beskadigelser, at man en tid må bruge krykker.
Idræt og sportskampe, hvor det kom an på enkeltpræstationer, havde selvfølgelig også deres interesse, men det var ikke som f.eks. football. Dagevis trænedes der til det spil, og træningen var egentlig slet ikke morsom. En væsenlig del bestod i at lære en masse talsignaler udenad, og de skulle sidde fast, så fast som matematiske formler for at være til nogen nytte. En udenforstående ville ikke kunne se, at det havde meget med sport at gøre og slet ikke, at det var livligt eller morsomt. Men hvis man antydede det overfor deltagerne, ville de protestere harmfuldt eller betragte tvivleren med kold overlegenhed, fordi han ikke begreb, at alle de tilsyneladende kedelige enkeltheder var led i en samlet plan, at kernen i træningen netop var at lade hver lære sit og få det til at passe sammen i en helhed, og den helhed var holdet. Der kunne være en enkelt stjerne på holdet, men han betød ikke noget i sammenligning med den kraft, der udfoldedes, når alle virkede sammen i fælles anstrengelse. Det var dette fællesskab, der gjorde football og de andre holdspil til favoritidrætterne, ikke blot for selve spillerne, men også for tilskuerne. Heller ikke hos dem måtte kræfterne splittes. Det mærkedes bedst på deres bifaldstilkendegivelse. I andre lande ville en lile klump råbe bravo, en anden klump svinge med hatten, en tredie måske drive det til at råbe hurra. Her stod der tre hvidklædte korledere nede på banen, alle med store metalråbere. Efter en hidsig situation, svingede de råberne op mod langsiden, hvor alle den ene partis tilhængere var samlede (modpartiets sad samlet påden anden side), disse rejste sig og som med een stemme drønede et jubelråb ud over banen, ikke et enkelt hurra, ikke et leve, men et helt lille vers, instuderet af alle tusinderne og afleveret i den fasteste takt. Det var en hel holdprpræstation, det bedste bevis på teamwork også blandt tilskuerene.
Ingen ville kunne undgå at blive smittet af det samarbejde, det fællesskab i spil og bifald. Det overførtes derfra til meget andet, voksede til fællesfølelse mellem alle på skolen, ved universitetet, i sommerlejren eller hvor det nu kunne være, og endte i glødende lokalpatriotisme for vedkommende instution. Den patroitisme overførtes naturligt på hele staten og kulminerede til slut i en svimlende begejstring for de forenende stater, for hele Amerika. der lå virkelig fællesskab bagved, når de al deres naivitet sagde: "Vi amerikanere". Det var et udtryk for en primitiv fædrelandskærlighed som millioner hurtigt lærte at dele. ja selv den unge danske student med sine kun seks måneder i USA kunne lade sig friste til at sige: "Vi amerikanere". Så godt havde han allerede lært at arbejde sammen.
< Tilbage Til side 5 >