1. Takt og tone
2. Korrekt opførsel ved bordet
3. Hvad man som vært byder sine gæster
4. At være høflig og hjælpsomhed mod damer
5. At hilse på gaden uden cigar i munden
6. Gaver ved særlige begivenheder
7. At vise sin deltagelse i tilfælde af sygdom
Hvad man som vært byder sine gæster
Trykt indbydelseskort, udfyldt med håndskrift. Det virker dog lidt upersonligt, som om Hansens nu var nødt til at bede Andersens. Forøvrigt: ved navne, der glæder sig ved stor udbredelse, er det heldigst at betone det personlige ved altid at medtage fornavnet.
Det er denne hensynsfulde betænksomhed, man kalder takt, en egenskab, man bør vise, fra man kommer, og til man går. Ikke mindst ved bestemmelsen om, hvornår man tager afsked, går man påfaldende tidligt, forstyrer man nemt indtrykket af en vellykket aften, og bliver man for længe siddende og hænger, folænger man urimeligt det anstrengende arbejde, som er selskab altid er for værtsparret. I begge tilfælde bør dette dog - selv om De er dødtræt - vise, at det ville være kært, om gæsterne blev endnu længere, men i hvert fald uden at nøde eller overtale gæsterne til at blive.
Mens vi ved værtsparrets forpligtigelser bør det betones, at det skal beværte sine gæster godt, men ikke overdådigt, thi det er påtrængende at pånøde sine gæster et kostbart traktement, som enhver kan se, betyder en økonomisk byrde. Overhovedet forveksles i selskabelighed oftest mål med middel. Man bør ikke komme sammen for at spise, men for at være sammen, og alt for megen mad og geledder af glas og sjældne lækkerier er som bekendt en overdådighed, der i helt fornemme, gamle huse betragtes som halvdannet.
Men hvad enten man som vært byder sine gæster en kostbar opdækning eller en forholdsvis beskeden, eet må man i hvert fald undgå, man må aldrig nøde sine gæster til at spise eller drikke mere, end de selv ønsker. Også som gæst føler man velbehag ved, at man har sin personlige frihed, og man har da også bedre tid og lejlighed til at hellige sig den almindelige underholdning.
I så hensende har man et stort plus, hvis man ikke er belemret med stærkt udprægede meninger, der kan udæske andre og ægge til modsigelse. Sådanne anskuelser vil altfor ofte forlede en selv til at optræde som en prækende profet og gøre tilhørerne til opponenter, hvorved samtalen let udarter til diskussion, - en samtaleform, der er en grad skarpere, end værrt og værtinde ønsker. - I det hele taget er det disse det kæreste, at ikke en enkelt glimrer som en selskabets soloprimadonna, hvorved alle de andre gæster sættes i skyggen og føler sig lidt fattige, men at alle tilstedeværende lader hinanden plads til at spille hver sin rolle i det muntre lystspil, selskabet bør være.
Selskabelig takt er overhovedet noget af et spørgsmål om hjerte, man kunne betegne den som trangen til at være i harmoni med andre mennesker og lysten til at indrømme hver enkelt de hensyn, han har krav på. Det er derfor af største betydning, at ingen føler sig som værende mere værd end andre på grund af en tilsyneladende stilling i samfundet. I vore dage er den nemlig kun tilsyneladende højere.
Tag for eksempel omgangen med husets tjenende personale. Der er en komisk uoverensstemmelse imellem det evige jammerskrig om, hvor man skal få en husassistent fra, og så det syn, man har på hende - når og hvis man har fået hende - som et væsen uden personlighed. Hun er en nødvendig funktionær og har berettiget krav på at blive behandlet nøjagtig så høfligt som enhver anden ansat og med en lignende hensyntagen, som man ville vise f.eks. en pensionær. og dette gælder ikke blot i ens eget hus, men også hvor man er gæst. Kommer nogen af husets personale ind, må man hilse, lige som man må takke med almindelig høflighed, når der bydes en noget, eller en anden lille tjeneste vises en. Den husfrue, der ser sit personale hovmodigt behandlet af en af sine gæster, vil næppe glæde sig ved at gense ham i sit hus, og hun vil aldrig lægge et godt ord ind for vedkommende, hvis hun kan øve indflydelse på en for ham vigtig afgørelse.
< Tilbage Til side 4 >