1. Takt og tone
2. Korrekt opførsel ved bordet
3. Hvad man som vært byder sine gæster
4. At være høflig og hjælpsomhed mod damer
5. At hilse på gaden uden cigar i munden
6. Gaver ved særlige begivenheder
7. At vise sin deltagelse i tilfælde af sygdom
At være høflig og hjælpsomhed mod damer
Skriftelig indbydelse. Indret overskriften efter den grad af fortrolighed, der hersker mellem de to huse: Kære Mogens! - Kære Mogens Andersen! - Kære Dr. Mogens Andersen! - Hr. Doktor Mogens Andersen! - Ligeså underskriften: Din - Deres hengivne - Deres forbundne: "ærbødigst" bruges ikke ved imdbydelse.
Viser man sig i det hele taget vigtig eller ubehøvlet, ved man aldrig hvem der i det øjeblik iagttager en, eller i hvert fald kan få det refereret og i så fald tilvisse ikke i formildet gengivelse, - stol på det. - Det er derfor tåbeligt ikke altid og måske især på offentlige steder at vise høflig hjælpsomhed mod damer og mod ældre, og i hvert fald korrekt velopdragenhed mod alle. Lad det derfor hellere blive til en vane at holde sig tilbage i trængsel - for eksempel sporvogne. Lad de uopdragne være dem, der maser på, man kommer nok med alligevel. En anden sag kan det være med den klassiske "ståen op" fra siddepladser. Er man sammen med en dame, bør man kun i undtagelsestilfælde forlade pladsen ved hendes side, og efter den udvikling, "kvindernes frigørelse" har taget i vore dage, er en mand, der har passet sit arbejde, fuldt berettiget til at beholde sin siddeplads, selv om en ung flane, som er på vej til Strøget, derfor må stå op. Men ældre, svagelige og syge skal altid have siddeplads, og de skal hjælpes ved ind- og udstigning, lige så fuldt som kvinder med småbørn eller en anden uhåndterlig og skrøbelig byrde.
De færreste tænker overhovedet på, hvor let det i virkeligheden er at tilsidesætte sin egen lille bekvemmelighed, - og til hvilken grad det betaler sig i det lange løb.
Ud fra denne erkendelse bør man omgås sine medmennesker, - ikke mindst sine overordnede. Uden at miste sin personlighed skal man behandle dem med en høflig og forstående gåen ind på deres synspunkter, og synes man, at disse er gale - hvilket man jo kan synes - så kan man gerne prøve på at foreslå sine egne meninger i det dertil egnede øjeblik og i en tone, der ikke virker udæskende eller belærende. Lægger man megen vægt på at få sine anskuelser igennem, vil det ofte lykkes at bilde den anden ind, at det, man fremfører, egentlig er hans egen oprindelige og meget beundringsværdige tanker. Anden måde har man overhovedet ikke til at overbevise sin næste om, at han har uret. Logiske beviser preller af på alle mennesker, undtagen selvfølgelig på en selv.
Denne grundmurethed i menneskers anskuelser er i alle tilfælde en gene, dobbelt når man finder den hos en foresat eller en anden, som man har særlig interesse i at stå sig godt med. Omgangsformerne med den overordnede falder i mangt og meget sammen med det korrekte samkvem med damer - fraset selvfølgelig, at det lidt beskyttende galanteri bortfalder og helst bør erstattes med noget af elevens ærbødighed overfor mesteren, såfremt det da overhovedet er muligt at præstere denne følelse.
< Tilbage Til side 5 >