1. Filmens historie - Del 2
2. Kostumer og maskeringer
3. Instruktørens arbejde - Carl Th. Dreyer
4. Filmen som kunst- og kulturfaktor
5. Filmens modsætning til teatret
6. En god skuespiller
7. Undervisningsfilm-naturoptagelser
8. Brandfarligt materiale i skolerne
9. Filmcensur - en uomgængelig nødvendighed
10. Censurens forbud
En god skuespiller
Frederik Jensen er et strålende bevis for, at man ikke på filmen savner "det levende ord", som så mange vil hævde. For han, replikkens mester frem for nogen i vore dages danske scenekunst, viste os som Micawber i David Copperfield en filmpræstation så strålende, at vi aldrig glemmer den.
Men en talentfuld filminstruktør gør det visseligen ikke alene, han må bla. have en god skuespillerstab at arbejde med, og her er det, at vi mange gange ser det særsyn, at en fremragende scenekunstner - om hvem man skulle mene, at han måtte egne sig ypperligt til film - viser sig at være en ganske middelmådig filmer, mens et menneske, som aldrig nogen sinde har stået på en scene, eller en aktør, der på scenen har vist sig meget middelmådig, kan åbenbare første klasses filmevner.
Hvori dette ligger, er meget svært at sige. Årsagerne kan være yderst forskellige. Når man ser en sceninsk ubetydelighed eller en ren amatør spile ypperlig filmkomedie, ligger det imidlertid ofte i, at vedkommende ejer et vist nervøst-følsomt gemyt, der er yderst modtageligt for instruktion, således at han eller hun øjeblikkeligt reagerer overfor alt, hvad instruktøren (med sin suggererende evne) dikterer ham og ganske uvilkårligt "filmer" de sindsstemninger, der ad denne vej pånødes ham. Selvfølgeligt kan det også bunde i et specielt talent, tilkendegivende sig i en evne til - næsten på klokkeslet - at tilegne sig følelser og stemninger og give fuldkommen ægte udtryk for dem i minespil og bevægelser.
At mange fortrinlige skuespilere ikke er gode filmere, ligger vel ganske simpelt deri, at disse folk er "replikkens kunstnere"! Det er først og fremmest ordet, talen, de arbejder med og evner, og skal de omsætte denne mimik og indstille den på filmens krav, bliver det let "mimen", de præsterer, og ikke andet.
For resten er, som jeg berørte i min forrige artikel, filmskuespillerens type ofte af afgørende betydning for hans held med den rolle, han skal udføre. Maskering skal så vidt muligt undgåes, da fotografen er ubarmhjertig sanddru og alt for let røber, hvad der i denne retning ikke er ligefrem genialt udført. Derfor bør instruktøren, til filmskuespils forskellige roller, altid så vidt muligt søge at finde den skuespiler, hvis egen type passer bedst til det rent ydre at dække filmpersonligheden. Ligeledes må vedkommende aktør helst have den "rigtige" (altså rollens) alder. Mens man på scenen ofte kan se en kvinde på 35-40 år med afgjort held spille ung pige, lader dette sig næsten aldrig gøre på filmen. En ungpigerolle skal for at virke blændende, spilles af en ung pige, ligesom en gammel mand bør have en i hvert fald af år ældre fremstiller osv.
Der kunne siges adskilligt mere om filmen som kunst og de fordringer, den stiller til sine udøvere både foran og bag kulisserne, men dette får vist være nok.
< Tilbage Til side 7 >