1. En nordamerikansk indianerstamme
2. Årsagerne til den uddøende indianerkultur
3. Sortfods-indianerne
4. Tipien
5. Forlovelse og ægteskab
6. Jagt fra en svunden tid
7. Død og begravelse hos indianerne
8. Religiøse ceremonier
9. Tilbedelse af naturen
10. Den såkaldte Bæver-Kultus
11. Hellige danse
12. Malerier i klippehuler
Tilbedelse af naturen
"Begravet" Blackfeet-indianer. Liget er anbragt oppe i et stort træ.
Men hos den primitive jæger findes en sådan menneskepræget guddomsopfattelse ikke. Guder i vor forstand finder vi ikke hos Sortfods-indianerne. Men hele naturen er fuld af særprægede "kræfter", som menneskene nødes til at træde i nærmere forhold til for overhovedet at kunne eksistere: sol, måne, sne og storm, bison, bæver, og de andre dyr og klipperne, alt har sin særlige "kraft" (med et polynesisk ord sin mana), som aldrig har præg af menneskelignende egenskaber, men som netop er et udtryk for, hvad der er karakteristisk for netop dette dyr i forhold til de andre. Hårfin naturiagttagelse er grundlaget for naturmandens karakteristik af disse forskellige "kræfter". Netop fordi hans hele eksistens beror på gunstige fangstmuligheder, må han trænge ind i det enkelte dyrs vaner, levevis og karakter. I bykulturens lune kroge har derimod dyrefablerne, i hvilke dyrene tænker og handler på menneskelig vis, deres udgangspunkt.
Det er disse forskelligartede "kræfter", som Blackfeet-indianerne træder i forbindelse med i den religiøse fest, og denne er først og sidst et udtryk for venskab mellem menneskene og "kræfterne" udenfor menneskelivet. Heri er ingen underkastelse, ingen frygt eller angst, ingen ydmyg beden om dette eller hint. De, der engang fortalte os, at religion var opstået som følge af menneskets frygt for naturens vælde og tilsyneladende usikkerhed, har tænkt bykulturelt, men har haft liden kendskab til naturmandens religiøse fester. Hele forudsætningen for et lykkeligt og rigt jagtudbytte er netop venskabsforholdet mellem mennesket og dyret. Jægeren omgås aldrig det nedlagte dyr ligegyldigt: han bøjer sig for det i dyb ærefrygt, og når det er fortæret, lader han en del af det blive tilovers, f.eks. skroget af en fisk og visse indvolde af en bison, som han anbringer på fangststedet. Dette venskabsforhold med dyrene skaber naturmanden i den religiøse fest. Venskabspagtens oprettelse og vedligeholdelse er dennes egentlige endemål.
< Tilbage Til side 10 >