1. Klassesprog og slang
2. Sproget blandt studenter
3. Tonen blandt soldater
4. Udtryk blandt politikere, typografer og skuespillere
5. De lave sociale klassers slang
6. En tur i salatfadet med strisserne
7. Legemets betegnelser
8. Man glemmer at trække vejret
Tonen blandt soldater
- Sikken et stykke husflid! Du ser ud, Jens, som om du var skåret ud af en mørk aftentime med en døv tollekniv af en gammel blind kælling. Sikke kråser du går på. Man sku' fløjtemig tro, du gik med knyttede næver i støvlerne.
(Efter Alfred Schmidt: Jenses oplevelser i tjenesten).
Særlig sprudlende og drastisk er soldaternes argot. Der findes f.eks. næppe en ting i hans mundering, som ikke har et eller flere så godt som altid vittige navne. Selve uniformen kalder den gæve fædrelandsforsvarer for klunset eller kludene. Tornysteren bliver til skrinet, klædeskabet, pukkelen, lirekassen eller stærekassen. Geværet hedder bla. skydetræet, skyderen, kanonen, muskedonneren, og bajonetten går under navne som smørstikkeren, brødkniven, neglerenseren, tand- stikkeren. Befalingsmændene er ofte ligeså opfinsomme og kraftige i deres ordvalg, som de menige, hvad mangen stakkels krut (=rekrut) har måttet sande, når han lidt bestemt er blevet anmodet om f.eks. at dreje snotskrinet (=hovedet) noget hurtigere, at strække kråserne (=benene), at samle pudekasserne (=fødderne eller rettere støvlerne), at få mere luft under fodpanelerne (=flytte fødderne noget hurtigere), at rette gulerødderne (=fingrene) eller handskemagerskiltene (=hænderne). Har en Jens glemt at pudse sit gevær, så det er blevet rustent, har det fået røde hunde, hvad uværgerligt medfører, at han bliver knaldet ved paraden og må stille om. Gør han sig skyldig i større forseelser, kan han komme i spjældet, biksen, brummen. Er det særlig graverende ting han har bedrevet, kan han idømmes mørk arrest, hvad han fikst omskriver med, at han skal hen og have et par små sorte, eller så og så mange dage i skyggen. Er kasernens klemmer, klodser eller skorper med knuste elevatordrenge, nedstyrtede flyvere (=leverpostej) eller hakkede postbude (=sildesalat) som pålæg ikke tilstrækkelige til at stille soldatens sult, går han over i makketutten eller endnu simplere tutten for at proppe efter. Eventuelt skyller han ned med en slurk pigtråd, halsolie eller dinglevand, alle tre ord er benævnelser på brændevin. Er vor Jens så uheldig at blive syg, kommer han på grødslottet (gannisionssygehuset), hvor han plejes af ligbærere eller byldesugere dvs. de militære sygepassere. Et for tiden også blandt civile meget gængs udtryk: at skære en ned, er ganske sikkert udgået fra soldatersproget, idet det er en i høj grad yndet og meget drevet sport ude på forterne, hvor artilleristerne sover i hængekøjer, at skære hinanden ned, hvilket vil sige hos sovende kammerater at snitte køjesnorene over, så at staklerne tumler på gulvet.
< Tilbage Til side 4 >