1. Tarmsystemet - Fordøjelsen
2. Munden og fordøjelsen
3. Spiserørets og mavesækkens anatomi
4. Galdeblærens funktion
5. Faren ved blindtarmsbetændelse
6. Hensigtmæssige spisevaner og en god fordøjelse
Tarmsystemet - Fordøjelsen
Billedet viser, hvorledes foldningen af tyndtarmens krøs tillader den lange tarm at være heftet på den forholdsvis korte strækning mellem tolvfingertarmen foroven og tyktarmens blindsæk forneden.
Vore fødemidler, der hovedsageligt består af æggehvide, fedt og kulhydrater, er selv efter den omhyggelige tilberedelse højst indviklede kemiske forbindelser, der aldeles ikke kan udnyttes, før de er blevet underkastet en indgribende mekanisk og kemisk omdannelse, der bringer dem i opløsning og gør dem tjenlige til at opsuges. Hertil tjener fordøjelseskanalen, der som et snoet og indviklet rørsystem fører fra munden til endetarmens åbning, og i dette rør munder en række større og mindre kirtler, som afsondrer safter, der tjener til at opbløde og omdanne næringsmidlerne.
Den første væsentlige behandling underkastes maden i munden, hvor den afbides af de mejselformede fortænder og knuses mellem kindtænderne, idet tungens og kindernes muskler sørger for, at føden bliver anbragt på rette sted. Samtidig med knusningen æltes føden ved at sammenblandes med spyttet, der afsondres af en række større og mindre kirtler. To kirtler ligger i mundhulens gulv, under den forreste frie del af tungen og to, en på hver side bag underkæben, og alle disse munder ud lige bag mundens underste fortænder. I kinden lige foran øret ligger den store ørespytkirtel, hvis udførselsgang munder ud på kindens inderside. De fleste mennesker kender vel denne kirtel fra dens værste side, idet den bekendte børnesygdom, fåresyge, er en smitsom betændelse af ørespytkirtlen. Spyttet er en tynd, slimet væske, hvoraf der til stadighed afsondres lidt. Ved indtagelse af føde, ja blot ved synet eller lugten af tiltalende føde bliver spytafsondringen meget stærkere: "Munden løber i vand!"
I spyttet træffer vi det første eksempel på et ferment, nemlig ptyalinet, der omdanner stivelse til sukker. Et ferment er et stof, der forekommer hos dyr og planter, og som har den egenskab i meget ringe mængder at kunne omdanne forskellige stoffer. Fermenternes kemiske sammensætning er ukendt, og man ved kun, at de i reglen følger med æggehvidestofferne og til en vis grad forholder sig som disse. Brød og alle andre melspiser vil således allerede i munden undergå en vis omdannelse til simplere og mere opløselige forbindelser, men denne virkning er dog kun kortvarig, idet ptyalinet kun virker i svagt alkalisk væske, men indstiller sin virksomhed, når det kommer i berøring med den sure mavesaft. Det er dog muligt, at ptyalinet kan få tid til at virke i nogen tid i det indre af større fødeklumper under disses ohold i mavesækken.
Når føden er gennemtygget og æltet grundigt med spyt, kan den synkes, men det store flertal af menneskene er tilbøjelige til at sluge deres mad, hvad der giver mavesækken og tarmene et uforholdmæssigt arbejde.
Til side 2 >