Transplantationer - Fra kirurgens værksted

Kategori: Sundhed og sygdomme. Udgivet 1924. Side 1 af 8.

Transplantation af en ny næse fra en hudlap. Vi ser her, hvorledes den fra panden løsnede hudlap er drejet ned og formet som ny næsehud.

Samtlige fotografier i denne artikel stammer fra en af Dr. Gillies bøger.

Vævsomplantninger
Ofte ryster folk på hovedet, når de hører tale om en eller anden mærkelig moderne operation og tænker på Münchhausens vidunderlige skrøne om låget i hovedskallen, som tillod ham spiritusdampene ud af hjernen, så at han under et muntert lag kunne drikke alle sine svirebrødre under bordet. Men mange gange er tvivlen nu alligevel slet ikke på sin plads, for vore dages højt udviklede operationsteknik og sårbehandling har virkelig bragt det så vidt, at vi snart sagt intet organ længere er kirurgien helligt, og kunne en kirurg fra forrige århundrede kigge ind i en moderne oprationsstue og se, hvad der foregår, ville han tabe både næse og mund. Og endda har kirurgien sikkert langt fra nået sin udviklings grænser. På adskillige områder, bla. det, vi skal beskæftige os med her, transplantationen, synes der endnu at være forbeholdt den store triumfer.

Ved transplantation forstår man et operativt indgreb, hvorved et stykke væv omplantes fra sin oprindelige plads i organismen - eller en anden organisme - til et helt nyt sted, hvor det søger sin næring, heler ind og lever videre.

Oprindelig anvendtes tranpantationen til at dække et sår eller erstatte et substanstab et eller andet sted på legemet, og i sine simpleste former har den været kendt fra de ældre tider. allerede de gamle Indere, som havde for skik at straffe visse forbrydere ved at skære deres næse af, forstod at lave en slags erstatning for den tabte ansigtsprydelse. Fra panden løsnede de en pæreformet lap af huden og det underliggende væv, således at den kun hang fast ved en nedadvendende stilk, og idet de nu drejede lappen omkring denne stilk, anbragte de de på næsens plads, hvor den voksede fast og helede ind, fordi den stadig kunne ernæres og forsynes med blod gennem stilkens årer. nogen egentlig smuk næse kom der naturligvis ikke ud af det, og et grimt ar i panden var uundgåeligt, men det var endda ikke det værste der kunne hænde. Somme tider ville lappen nemlig ikke vokse til, men skrumpede ind og blev til slet ingen ting, og den ulykkelige begræd da ikke blot tabet af næsen, men også det store ar, operationen havde efterladt.

Senere blev man imidlertidig snedigere. En italiensk læge hittede nemlig på at tage huden ikke fra panden, men fra en helt anden legemsdel, hvor et ar ikke var så iøjenefaldende som i ansigtet. fra armen løsnede han en hudlap, således at den ved en karførende stilk havde forbindelse med omgivelserne, og idet han førte armen op til hovedet, syede han lappen fast på næsens plads. For at den imidlertidig stadig skulde kunne vedligeholde forbindelsen med armen og skaffe sig ernæring fra denne gennem stilken, måtte patientens arm ved en bandage fæstnes til hovedet, indtil lappen var groet helt fast, og denne tvungne stilling var naturligvis alt andet end behagelig - men hvad gør man ikke for skønheden !

Til side 2 >