1. Om Leonora Christina
2. Corfitz Ulfeldt
3. Et lykkeligt ægteskab
4. Striden mellem Kirsten Munk og Christian IV
5. Dronning Sofie Amalies had
6. Intriger og mordplaner
7. Flugten fra København
8. Fange i Hammershus på Bornholm
9. Jammers Minde
10. Opholdet i Blåtårn
11. Frihed og pension
Striden mellem Kirsten Munk og Christian IV
Kirsten Munk og nogle af hendes børn. På bordet sidder sønnen grev Valdemar Christian. Den mindste pige er Leonora Christina. Maleriet er malet af Jacob van Doordt ca. 1622. Billedet findes på Wedellsborg.
Corfitz Ulfeldts forhold til kongen var ikke altid helt godt. Der var rivninger mellem dem om politiske og finansielle spørgsmål, men mest sårede det kongen, at Ulfeldt uden vaklen tog parti for Kirsten Munk i den evige strid mellem kongen og hende. Først sent, kort før sin død, gav kongen køb og gjorde skridt til en forsoning, men nu var Kirsten Munk fornærmet, og før hun havde ombestemt sig, var Christian IV død, "da kom gråd og anger altfor silde". Leonora Christina plejede sin kongelige fader i hans sidste dage, med bekymring så han fremtiden i møde, men trøstede sig med, at han havde sat hende, sit hjertebarn, "så fast, at intet kunne rokke hende". Hun var hos ham i hans dødsstund, og hende var det, som lukkede hans øje.
Efter hans død var rigsrådet herre i landet. Riget gik ikke i arv, og en tronfølger var ej valgt, efter at Christian IV's ældste søn Prins Christian året før var død. Frit kunne stænderne under adelens ledelse vælge den nye konge. Naturligvis var den afdødes tronfølgers broder, herug Frederik kandidat, men han havde tidligere voldt regeringen mange fortrædeligheder, og man vidste også, at han var stærkt påvirket af en række ikke adelige rådgivere, der fungerede som hans kammerskrivere o.lign., så adelen så med ringe sympati på ham. Man kunne jo også vælge hans lille søn til konge, den senere kong Christian V, men også en anden efterkommer af Frederik I søgte tronen, nemlig den meget ansete hertug af Holsten-Gottorp, den afdøde tronfølgers svoger. Det er betegnede fot Ulfeldts magtstilling på den tid, at hertugen for at vinde hans støtte for sin kandidatur tilbød ham hele Fyn og dobbeltgiftermål mellem deres børn. Endelig var der dem, der mente, at Kirsten Munks søn grev Valdemar Christian nok kunne komme i betragtning, og endelig var der flere, som under henvisning til England, hvor kongemagten nylig var afskaffet, og til Holland, der var republik, tænkte, at man ganske kunne spare konge og i hvert fald foreløbig lade rigsrådet, ligesom nu efter kongens død, regere staten. Der er adskildeligt, som tyder på, at drømme om en dronningekrone i disse dage ikke har været Leonora Christina helt fremmede. Men hvorom alt er, forhandlingerne endte med, at Christian IV's søn Frederik, trods alt, blev udpeget som konge. Adelen fik ved den nye håndfæstning sin magt forøget. Der gjordes store anstrengelser for at bringe kroningshøjtideligheden i orden, og Corfitz Ulfeldt ydede beredvilligt sin hjælp og gik f.eks. personlig i borgen for et større lån, hvorved kronen og regalierne, der var pantsat i Hamborg, kunne indløses. Men der var kommen en bitter tone ind i forholdet mellem ham og den nye konge.
< Tilbage Til side 5 >