Onsdag 12/12 2018.

Profeten Muhammed

Kategori: Fra fjerne tider. Udgivet 1925. Side 1 af 8.

Muhammeds grav Kaabaen i Mekka. Titusinder af pilgrimme, forsamlet på Mekkas hellige festplads. Kun en lille del af dette mægtige område ses på billedet. Den høje, firkantede, sorte bygning er Kaaba'en (egtl. "terning"), den er ca. 15 meter høj 12 m. lang og 10 m. bred og dækket af et sort tæppe, som fornys hvert år. I det sydøslige hjørne af den findes i mandshøjde indmuret den sorte sten, som pilgrimme under deres 7 gange gentagne vandring om Kaaba'en under de store festligheder kysser eller blot berører. Såvel Kaaba'en som den sorte sten tilhører tiden før Muhammed, i hvilken Mekkas gudebilleder havde plads i det indre af Kaaba'en. Muhammed udrydede de gamle guder, men optog klogelig den store mekkanske fest (Hadj) som en fast bestanddel af sin nye relegion, idet han foreskrev såvel bønnen som pilgrimsrejsen til Mekka for enhver troende.

Fem gange daglig kaldes muhammeddaneren til bøn. Når fra den tårnhøje minarat Muezzinen ("Udråberen") indvarsler bedetimen, forsamles Allahs tilhængere i moskeen. Kaldelsen til bøn lyder nu på ny, de tilstædeværende løfter hænderne til skuldrene og siger: "Alâhu akbar Gud er stor" - og herefter tager bønnen, som er en række indviklede cermonier, sin begyndelse. De troende samler deres hænder og fremsiger Koranens 1. kapitel (Sura), som lyder således: "Lovet være Allah, verdenernes herre, forbarmeren, den barmhjertige, dommedagens hersker. Dig tjener vi, og dig anråber vi om hjælp. Før os den rette vej, deres vej, hvem du er nådig, over hvem der ikke er vrede, og som ikke farer vild!" Derpå bøjer de sig fremefter, så håndfladerne når knæene, og retter sig op igen. Herefter knæler de ned, så panden berører jorden, sætter sig på hug og bøjer atter panden mod jorden, mens de fremsiger andre dele af Koranen, muhammeddanernes bibel. Alt dette gentages mindst to gange. Til slut fremsiger de troende i knælende stilling trosbekendelsen: "Der er ingen gud uden Allah og Muhammed er hans profet", og ønsker til højre og venstre "fred over eder og guds nåde!" Dermed er bønnen tilendebragt. Den forrettes fem gange daglig i moskeerne over alt i den muhammeddanske verden, men tillige af enhver troende, hvor i verden han end befinder sig. Bedetimerne overholdes med største strenghed også af den ensomme araber i ørkenen. Fælles for alle er, at de retter deres åsyn mod profetens hellige by Mekka, og at de udfører den samme hellige handling på samme tid.

Den her beskrevne cermoni binder muhammeddanerne sammen i en ubrydelig enhed og giver alle, den mægtigste som den ringeste af dem, en følelse af samhørighed over for Gud. Et er helligstedet, Mekka, som alle retter sig imod, og som alle mindst een gang i deres liv skal valfarte til. Een er Gud, Allah, kun een hans profet, Muhammed, som alene har fået overdraget al viden om Allahs skjulte og åbenbare beslutninger. Og selv om man ved et nøjere studium af muhammeddanismen i de forskellige østerlandske lande bliver vidne til store forskelligheder, så mister relegionen intet steds sit stærke præg af enhed. Den lile skare, som oprindelig samledes om Muhammed, er da også vokset til ca. 235 millioner troende, og disse antal er i stadig fremgåen. I Indien, vest-Kina og på des store øer i det Indiske Ocean (Sumatra, Borneo, Java, Celebes) samt på Malakka-Halvøen har relegionen vundet mægtig frem i de sidste 100 år. Den er ikke alene den kristne missions største konkurrent, den har på sine steder ganske slået denne af marken. Ja, en moderne reformbevægelse inden for den persiske muhammeddannisme, og som kaldes Babismen, har i nord-Amerika et par millioner tilhængere. Vi møder således ikke blot muhammeddanismen som en livskraftig religion over alt i dens gamle egne i østerland, men vi ser, at den har haft styrke til at lægge helt nyt land ind under sig.

Til side 2 >