Søndag 29/11 2020.

Muhammeds prædiken om Allah

Titel: Profeten Muhammed. Kategori: Fra fjerne tider 1925. Side 6 af 8 < Tilbage

Muhammeds grav i Medina. Muhammeds grav i Medina. En pragtfuld moske er senere rejst uden om denne. I baggrunden ses dens kuppel og en af de tårnhøje minareter.

Muhammeds prædiken om Allah som den eneste gud og hans lære om menneskenes absolutte lydighedsforhold over for denne var vel, som før sagt kendt i arabien på Muhammeds tid gennem de kristne, men for de gammeltroende betød den en fuldkommen revolution. For det, Muhammed udrettede gennem sin reformatoriske virken, var jo det samme, som Luther udførte langt senere i kristenheden. Begge rykkede mennesket op med rode af den jord, de har vokset i gennem århundreder. Begges forkyndelse tager mennesket bort fra de faste forhold, på den ene side stammerelegionen, på den anden side den altomfattende katolske menighed og kirke. Samfølelsen med andres tro, de tidligere slægters relegiøse ceremonier og endelig den store oplevelse: at leve sit liv og sin tro inden for de absolut rigtige grænser - alt dette skal menneskene bort fra. De skal nu selv opleve gennem en ny forkyndelse, at troen på Gud og frelsen på dommens dag er uafhængig af den tidligere relegiøse fællesfølelse. Hver må stå frem for sin gud alene nu og hengive sin tillid til ham.

Muhammeds forkyndelse gjorde hans tilhængere rodløse i deres samfund, relegiøst som socialt. Og forholdene for hans lille menighed i Mekka blev da efterhånden så utålelig, at profeten 622 e. Kr. flygtede af sted med denne til den noget nordligere beliggende by Jatrib, som senere blot kaldes "Byen": profetens by almedinah. Efter denne flugt (hedjra) daterer muhammeddanerne deres tidsregnings begyndelse. Det er interessant at følge den videre udvikling af profetens personlighed og lære. Vel var forholdene i Mekka af truende karakter for den nye menighed, men i flugten lå tillige klog beregning. Den, som skulle erobre Mekka, måtte komme udefra. Profeten blev i Medina modtaget med åbne arme af beboerne, der følte sig smigrede over, at han tog ophold i deres by. Imidlertid kom det snart til rivninger i mellem profeten og den i Medina boende store koloni af jøder. Muhammeds viden om det gamle testamente skrev sig ikke fra læsning heri, men byggede på, hvad han kunne huske af mundtlige beretninger herfra. Det skete derfor ikke sjældent, når han i sine offentlige bodsprædikener hentede oplysende eksempler fra det gamle testamente for at sætte tilhørerne ind i sin tankegang, at han huskede fejl og blandede ganske forskellige hændelser og personer sammen. Jøderne smædede ham herfor, kaldte ham en vranglærer, og der blev digtet smædevers om ham, som snart ligesom revyomkvæd var på alles læber. Dette rent personlige sammenstød med jøderne i Medina, som skyldtes profetens uvidenhed, blev af afgørende betydning for den videre udformning af hans lære. Mens han tidligere havde opfattet sig selv som arabernes specielle profet, udsendt af den samme gud, som tillige havde sendt jøderne Moses og Elias og de kristne Jesus som profeter, så bringer modsætningsforholdet til jøderne ham på den tanke, at han selv er den eneste rette profet. Moses og Jesus var falske profeter, men han, Muhammed, bringer den eneste sande guds budskab, ikke blot til araberne men til alle mennesker overhovedet.

< Tilbage  Til side 7 >