1. Om Leonora Christina
2. Corfitz Ulfeldt
3. Et lykkeligt ægteskab
4. Striden mellem Kirsten Munk og Christian IV
5. Dronning Sofie Amalies had
6. Intriger og mordplaner
7. Flugten fra København
8. Fange i Hammershus på Bornholm
9. Jammers Minde
10. Opholdet i Blåtårn
11. Frihed og pension
Jammers Minde
Den første side fra det engentlige "Jammers Minde", således som Leonora Christina har prentet det i Blåtårn. Den oprindelige datering 1674 er rettet til 1685, til den dato, hvor hun forlod fængslet.
Mens dette uvejr brød løs, opholdt Leonora Christina sig i England, hvor hun, da familiens finanser var slette, skulle kræve den engelske konge for nogle penge, de i deres velmagtsdage havde lånt ham, da han som en fattig, fordreven prins søgte at genvinde sit rige. Mens kongen tilsyneladende gjorde alt for at tilfredsstille hende, kom Frederik III.s anmodning om hendes arrestation på grund af hendes formentlige deltagelse i højforræderrisagen. Kongen ville ikke åbent udlevere hende, men magede det således, at hun under et intetsigende påskud blev holdt tilbage, da hun ville rejse hjem til sin mand. Man gjorde hende derfor nervøs, tilbød at hjælpe hende til at undgå danskernes efterstræbelser ved at lette hendes flugt, men førte hende i stedet i den danske residents hænder. På et lille skib førtes hun til København og indespærredes på Københavns Slot i det Blå Tårn. Først anbragtes hun i "den mørke kirke", et stort hvælvet rum uden vinduer, og her blev hun gentagne gange taget i forhør af rigets fornemste embedsmænd, dog uden at hun blev overbevist om nogen forseelse.
Efter en uges forløb blev hun flyttet til et bedre værelse ved siden deraf, et stort kammer med vindue mod slotspladsen, og her henlevede hun nu 22 år. Hvorledes sjælenød her greb hende, hvad hun gennemgik og hvorledes hun fandt ro i sindet, fortæller hun udførligt i sit "Jammers Minde", det mærkelige manuskript, hun udarbejdede i sit fængsel, og som nu hører til Frederiksborg-Museets kosteligste skatte. Side efter side fører hun frem for læseren de mærkelige mennesker, som omgav hende i fængslet. Man følger hendes kamp for at finde beskæftigelse, hendes trætte med slotsfogeden og med nogle af de tyvagtige og falske kvinder, som var givet hende til opvartning. En gang imellem krydrer hun beretningen med en spas, og det er ikke af de allerfineste. Slægtens djærvhed havde også sat sit præg på hende.
Men mærkeligst er Jammers Minde, fordi den så tydeligt indirekte skildrer denne store kvindes karakter, hendes fasthed i ulykken, hendes gudsfrygt og følelse af at gøre sin pligt, men også om hendes mindre gode sider, hendes heftighed, hovmod og selvfølelse finder man vidnesbyrd. Man mærker, hvorledes rygterne har beskæftiget sig med hendes ejendommelige skæbne og tillagt hende egenskaber, hun ikke besad, som grusomhed, og pådutter hende evner som heks, hvad hun ofte gør sig lystig over.
< Tilbage Til side 10 >