1. Et nederlag: Jeannette-Ekspeditionen
2. Kapital, skib og mandskab
3. Afrejse fra San Francisco
4. Overvintring
5. Is og sygdom
6. Bekymringer og mismod
7. Land i sigte
8. En isskruning sænker skibet
9. Et skridt frem og to tilbage
10. Udmattelse og død
11. Genforening og eftersøgning
12. Status efter ekspeditionen
Status efter ekspeditionen
De Longs grav under en dynge sten på Monumenthøjen i Lenas Delta.
Resultatet af Jeannette-Ekspeditionen blev altså, trods dens gode udrustning, trods dygtighed og energi, et fuldstændigt nederlag. Kun 13 af dens 33 medlemmer kom hjem igen, og opdagelsen af de tre små polarøer samt de øvrige iagttagelser, man med flid og omhu havde gjort, var intet mod det store mål, man havde sat sig. Men nederlaget er en lige så vigtig betingelse for menneskehedens fremgang som sejren. Det er i nederlaget, menneskeheden som den enkelte gør sine dyreste erfaringer, gennem nederlagene, der bygges bro til nye sejre. Også de Longs nederlag fik sin store betydning.
For det første viste det, at ishavet på den valgte rute var usejlbart. Det var en erfaring, der før eller senere måtte gøres. Den blev dyrekøbt, men så dyrt kan det være for menneskeheden at vinde blot et hanefjed frem i kundskab.
For det andet gav nederlaget sit bidrag til en erfaring, man på den tid var ved at gøre, den, at man slet ikke vinder frem i polaregnene ved store ekspeditioner, er de end aldrig så godt udrustede. Selv det stærkeste skib er prisgivet overfor ismassernes vælde, selv den største ekspedition kan ikke føre proviant nok med til sikring mod sultedøden. Netop den tunge udrustning navnlig bådene, var "Jeannette"-mændenes største hæmsko under deres tilbagemarch. Man kan ikke trodse naturen, men må indrette sig efter den, som eskimoerne i de beboede dele af polaregnene gennem århundreder har lært det. Kun ved at lære af dem og efterligne dem, ved at kaste alle civilisationens fornødenheder og byrder af og så vidt muligt leve som naturmenneske er det muligt at vinde frem. Den amerikanske løjtnant Frederick Schwatka havde nogle år tidligere første gang vist det, og det er på den måde senere forskere, ikke mindst danske, som nu sidst Knud Rasmussen og Lauge Koch, har opnået deres store resultater.
Men navnlig i en tredie henseende fik 'Jeannette'-nederlaget betydning. I juni og juli 1884, tre år efter 'Jeannette's undergang blev der ved Grønlands sydspids omtrent ud for Julianehåb, altså på klodens modsatte side, gjort nogle mærkelige fund. Grønlandske fangstmænd fandt på drivende isflager en mængde klædningsstykker (frakker, benklæder, skjorter, strømper, kamikker, nogle rester af et telt, en af de Long underskrevet proviantliste opslået på et bræt, en fortegnelse over 'Jeannette's både, en del fænghætter o.a. Disse ting måtte altså i løbet af 3 år være drevet de ca. 3000 kvartmil over Polarhavet, ned langs Grønlands østkyst til dets sydspids. De havde med andre ord fortsat 'Jeannette's rejse, og der var derved ført bevis for, at der tværs over Polarhavet fra Nordasien til Grønland går en stadig strøm.
Det var på disse erfaringer Fridtjof Nansen byggede, da han 1893-96 med Fram-ekspeditionen foretog sin berømte drift over Polarhavet, hvorved han som bekendt nåede den højeste nordlige breddegrad, der indtil da var nået (860 14´). Denne bedrift med dens rige forskningsudbytte voksede altså direkte frem af de Longs nederlag.
'Jannette'-Ekspeditionen står da for os ikke alene som et enestående eksempel på mandlig selvdisciplin og udholdenhed indtil det yderste, men tillige som et klart billede af nederlagets betydning i det menneskelige fremskridt.
(Forfatter: Evald Jensen)< Tilbage