Mandag 23/5 2022.

Tatoveringen har en tredobbelt hensigt

Titel: Skønhedsbegreber. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 6 af 7 < Tilbage

Tatoveret ansigt. Maori-høvding fra New Zealand med smuk tatovering, der fremhæver ansigtsformen. Tatoveringen udføres efter ældgamle traditioner og har ofte relegiøs oprindelse.
  Tatovering der dækker kroppen på en Japaner. Japaner med kunsfærdig udført tatovering over hele legemet. Tatovering har i Japan nået et meget højt udviklingstrin, og kunstnerne tjener formuer derved. De tatoverede figurer belægges med smukke, fint afstemte farver og virker nærmest som et meget kostbart silketrikot.

Syd for Ækvator er den ikke nået. Den stammer fra egnene ved Stilehavet og trives overalt på dets øer og kyster, New Zealand, Australien, Philippinerne, Bagindien og Japan. Mange steder giver den en erstatning for klæder og bruges ligefrem som sådan i varme klimaer og af arbejdende mennesker, hvor klæder ville være alt for generende. På Samoa og Tonga-øerne lod mændene sig i gamle dage tatovere blå fra livet til lidt over knæene, så at de så ud, som om de havde bukser på. I Japan kan man undertiden træffe mænd, der er så overtatoverede, at det ser ud, som om de har en broget harlekindragt på. Blandt Maorierne på New Zealand findes meget smukke eksempler på ansigtstatovering både hos mænd og kvinder. Høvdingene dækkede i gamle dage deres ansigter med ornamenter, der viste den fineste følelse for ansigtets former og linier, og som selv for europæiske øjne havde en betydelig skønhedsvirkning. På Borneo tatoverer kvinderne deres underarme og benene, så at det ser ud, som om de bærer handsker og knæbukser. I Melanesien, den veslige del af sydhavsøerne, påbegyndes tatoveringen allerede i barnets spæde alder og fortsætter så længe, som der overhovedet er plads på kroppen. Når de unge piger har nået den giftefærdige alder, betegnes det med et stort v-formet ornament på brystet. På øen Formosa bærer kvinderne en bred blå stribe som et skægbind fra ørene ned over kinderne og munden.

Tatoveringen har en tredobbelt hensigt. For det første foretages den af rent æstetiske grunde for at tilfredsstille skønhedssansen. Men den menes også at have beskyttende virkninger, at kunne forebygge og helbrede sygdomme. Og endelig er den, i alt fald mange steder, forbundet med en forestilling om, at de tatoverede steder af legemet efter døden tjener som en art lygter eller lysende punkter, der kan hjælpe ånden til at finde sig til rette og lyse på den vej, den skal følge i den anden verden. Disse forskellige hensyn eksisterer sikkert ikke uafhængigt i dens bevidsthed, der foretager tatoveringen, de er smeltet sammen i den forestilling, at der er noget, der skal gøres, fordi det nu engang er skik og brug, uden at der spørges om hvorfor, eller rejses nogen kritik derimod. Og som alle gamle skikke har den sikkert en okkult relegiøs oprindelse, der i de fleste tilfælde er glemt selv af dem, der stadig følger den, og som er overordentlig svær at finde ind til for os, som kommer fra andre lande og med helt andre forudsætninger. mange af disse sædvaner og skikke, der ofte forekommer os så meningsløse, er rester fra gammel tid, levninger af en ældgammel viden om de hemmelige kræfter i naturen og om menneskets sammenhæng med omgivelserne, der er stivnet i mere eller mindre symbolske former, som gentages fra generation til generation, uden at deres oprindelse eller egentlige indhold mere erindres.

Bemaling af legemet træffes overalt på jorden og står ofte i forbindelse med de indvielsescermonier, der hos vilde folkeslag knytter sig til de unge mænds eller kvinders optagelse i de voksnes lag og symbolsk udtrykker død, opstandelse og genfødelse.

< Tilbage  Til side 7 >