Onsdag 12/12 2018.

Liv på Mars - Er kun Jorden beboet ?

Kategori: Naturen. Udgivet 1924. Side 1 af 6.

Tre billeder af mars. Tre billeder af Mars fra omkring 1900. Man ser ganske tydelig de berømte kanaler, om hvis natur så mange hypoteser har været fremsat. En vis mystik har altid hvilet over disse kanaler, thi mens enkelte observatører har set dem i meget stort antal og endog været i stand til at beskrive dem i de mindste detaljer, har de for andre lige så øvede observatører, selv under gunstigere forhold, ikke været muligt at se en eneste kanal. Forskellige undersøgelser fra den allernyeste tid synes i høj grad at tale for, at kanalerne udelukkende skyldes et optisk bedrag.

"Fordi et menneske har lopper, kan man ikke slutte, at alle andre også har det," skal Voltaire have sagt en gang, da man spurgte ham om, hvad han mente om spørgsmålet: Beboere på andre kloder, "men," føjede han til, "der er jo en vis sandsynlighed for, at at nogle af dem har det."

Hvis et andet himmellegeme pludselig ramte Jorden, så at den sprængtes i atomer, og varmen ved den dens eksplotion ødelagde alt levende på vor klode, ville så dermed alt liv være forbi? Kun hvis vor Jord er den eneste beboede del af universet. I gamle dage var der grund til at antage det. Dengang man mente, at Jorden var midtpunktet, og de andre kloder: Sol og måne og stjerner drejede sig i kredse om den.

Men nu synes det langt mere usandsynligt, nu da vi ved, at Mælkevejen, det lysende bånd over nattehimlen, kun består af sole og atter sole, ofte større end vor, og utallige. Nu ved vi, at Jorden ikke mere er centrum, at Solen, som den drejer sig om sin akse, heller ikke er det, men at den og vi svæver som prikker i en vældig støvsky på vej mod det ukendte. Da synes det næsten at være blasfemi at antage, at vor lille klode er den eneste beboede. Universet er for stor til, at vi kan føle os som dens centrum. Vor jord er kun en planet, der drejer sig om en sol, ligesom Månen drejer sig om os. Ville det så ikke være rimeligt at antage, at der var levende væsener på andre planeter. Spørgsmålet har gennem årtusinder beskæftiget menneskeheden. Snart dukker det frem, snart fordunkles det atter af andre.

Flammarion har i sin bog "Beboede Verdener," der udkom omkring 1870, givet en fremstilling af disse tankers historier fra oldtiden og op til vor tid. Mange blev igennem hans bøger overbevist om, at ihvert tilfælde Mars var beboet. Det fortælles endogså om en dame, at hun testamenterede sin formue til den, som kom i forbindelse med beboere på en anden klode end Mars.

Og trods alt er der noget rigtigt i hendes tanke: Hvis en af kloderne, vi kan række med vor kikkert, skulle være beboet, så måtte det være Mars. Den er jo dog, næst efter Månen, Jordens nærmeste kammerat i verdensrummet. Lige som vor Jord kredser den om Solen, omend i en større bue, i en afstand af i gennemsnit 228 millioner kilometer. Den kan nærme sig Solen til en afstand af 207 millioner kilometer og fjerne sig fra Solen til en afstand af 249 millioner kilometer. Indenfor den kredser vor Jord, dog ikke med samme fart, men således at de to planeter kun løber side om side i en afstand af kun 55 millioner kilometer fra hinanden, og kan fjerne sig frs hinanden omtrent otte gange så langt, når de står med Solen imellem sig, da er afstanden 400 millioner kilometer. Kun omkring hvert 15. år indtræder de gunstige positioner, hvor afstanden er mindst. Dette hændte i eteråret 1924. Men selv i denne gunstige stilling er Mars fjernet 150 gange så langt fra os som Månen. Den røde planet lyser på aftenhimlen blot som et klart punkt blandt de lysende punkter deroppe. For det utrænede øje synes den ikke mærkelig frem for de andre stjerner.

Til side 2 >