1. Fingeraftryk
2. Fingeraftrykkets nytte for politiet
3. Forbrydere skal samles i et internationalt bureau
4. Identificeringen af forbryderen via fingeraftrykket
Fingeraftryk
Gennemgang af fingeraftryk.
En forbrydelse er begået, et mord, et indbrud eller lignende. Politiet tilkaldes og indfinder sig på gerningsstedet. Noget af det første, det foretager sig, er at sikre sig mulige fingeraftryk, gerningsmanden kan have efterladt sig. Aftrykkene, der ofte kan være særdeles svage og for det ubevæbnede øje kun viser sig som en fedtplet, behandles med et pulver, lyst eller mørkt, eftersom genstanden, det sidder på, kræver det, og det således fremkaldte fingeraftryks mønster kan nu fotograferes eller overføres på en gelantineplade. Fra detektivromanerne ved man, hviken betydning et sådant fingeraftryk kan have for forbrydelsens opklaring, om det da er nogenlunde brugbart.
Hvad derimod de færreste ved, er at fingeraftryk ikke er nogen nyhed. De gamle kinesere har kendt og benyttet fingeraftryk, men det er ganske vist først i vore dage, at de er taget i politiets tjeneste til identificering af forbrydere. Med det kendte Bertillonske system har det intet at gøre. Franskmanden Alfons Bertillon opfandt i 1880'erne sit system, der gik ud på ved nøjagtige målinger og beskrivelser af ansigtets linier, særlig af ørets, ved bestemmelsen af hårets og øjnenes farve m.m. at give et slags portræt af et menneske, idet kun een person har de samme mål og de samme forhold i målene, men fingeraftrykkene har intet med denne metode at gøre. Tværtimod havde fingeraftryk-systemet, da det begyndte at få indpas, vanskeligt ved at trænge igennem i Frankrig på grund af Bertillons modstand og store autoritet.
Den myndighed, der første gang indførte fingeraftrykket, var politidirektøren i Calcutta, Sir Edward Henry, som for at komme de utallige indiske processer om ejendomshandler til livs, forlangte skøderne forsynet med fingeraftryk sammen med navnet, der ofte var forfalsket. Resultatet var strålende, fordi fingeraftrykkene umuliggjorde de falsknerier, der oftest var årsag til processerne. Derfra var springet ikke langt til identificering af forbrydere i almindelighed, og et samarbejde med den engelske videnskabsmand, antropometrikeren Sir Francis Galton førte til nærmere udarbejdelse af systemet, som efter at Henry var blevet politidirektør i London, resulterede i, at indførtes i det engelske politi i 1904. Samme år indførtes det i København.
Til side 2 >