1. Døden - Dødsårsager
2. Cellernes modstandskraft og livsvilje
3. Døden kan indtræde på tusinde forskellige måder
4. Døden ved drukning
5. Den franske forfatter Émile Zola's død
6. Genoplivede patienter
6. Plinius den ældres død i Pompei
Døden ved drukning
En af de berømteste fremstillinger af dødens høst skyldes franskmanden Jean Francois Millet (1814-75), der i "Døden og brændehuggeren", har fremstillet den mildnende død med leen og timeglasset kaldende ad den trætte arbejder. Billedet hænger på Ny Carlsberg Glyptoteket i København.
Beretningerne om den panoramaagtige forbidragen af livets begivenheder opstår måske snarere på den måde, at sådanne drømmebilleder har fremstillet sig, mens patienten var ved at vågne af den ved faldet fremkaldte hjernerystelse. Det samme gælder sikkert døden ved drukning. Under vandet kan et menneske højst leve 3-4 minutter, og i den første tid vil der selvfølgelig være kvælningsfornemmelser og kamp for livet, dernæst vil dog bevidstheden omtåges, således at den druknende til sidst trækker vejret og fylder lungerne med vand. Det er muligt, at der hos genoplivede personer kan forekomme drømme og hallucinationer i halvbevidst tilstand, men om de virkeligt døde ved vi her som ved andre dødsformer aldeles intet.
Ved store sår og læsioner indtræder døden ofte ved forblødning. Herved udslukkes bevidstheden langsomt under følelsen at mathed og sortnen for øjnene på grund af blodmangel i hjernen. Den, der har prøvet at besvime, ved også, hvorledes denne død vil forme sig. Selve ulykkestilfældet fremkalder sikkert ofte ved sin pludselighed en slags lammelse af følelsen og tankegangen, således som det feks. beskrives af den berømte afrikarejsende Livingstone, der på en løvejagt blev grebet af en løve, men reddedes i sidste øjeblik. Livingstone siger, at idet løven bed i hans skulder og rystede ham, var han ved fuld bevidsthed, men dog aldeles uden følelse af smerte eller rædsel. Også det såkaldte "chock" giver en lignende dødsmåde, idet der findes en slags indre forblødning sted, fordi alt blodet samler sig i de lammede underlivskar.
Forgiftninger fører i reglen til døden enten ved at lamme åndedrættet eller hjertet, men forløbet er overordentlig forskelligt i de forskellige tilfælde. Mildest kommer døden, når midler som opium, morfin eller sovemiddel først udslukker bevidstheden, således at selv kvælningen, der er dødens endelige årsag, ikke mærkes. Gifte som blåsyre virker så brat og voldsomt, at døden kan indtræde, for den forgivne gør sig begreb om sin tilstand.
Andre gifte fremkalder som stryknin smertefulde kramper eller giver som skarntydesaftens gift (coniin) en opadstigende lammelse, der først angriber benene, og dernæst åndedrættet. En klassisk skildring af denne gifts virkemidler har Platon givet i beskrivelsen af Sokrates død. Efter at have tømt giftbægeret gik Sokrates omkring, indtil hans ben føltes tunge og magtesløse. Lidt efter lidt svandt følelsen i benene og underlivet. Kort efter gjorde han den bemærkning, at han skyldte Asclepios (lægeguden) en hane, - antagelig som tak-offer for giften. På vennen Kritons forespørgsel, om han havde yderligere at sige, svarede Sokrates ikke, og kort efter gik der en trækning igennem ham (kvælningskramper?), og han var død.
< Tilbage Til side 5 >