1. Medicin og kirurgi
2. Troen på de gamle indviklede lægemidler
3. Mens kirurgien fejrede sine store triumfer
4. Kirurgi i middelalderen
5. Samarbejdet mellem medicinen og kirurgien
6. Lægevidenskabens store udvikling
Medicin og kirurgi
Billede fra en oldgræsk vase, forestiller en kirurg, som forbinder en såret på slagmarken.
I de talrige arbejder om menneskelegemets tilstand i sundhed og sygdomme, som er beskrevet i FREM, har der i reglen været talt om et bestemt organ eller organsystemets virksomhed og fejl og om de fremskridt, som lægevidenskaben har gjort med hensyn til at forebygge, erkende og afbøde disse mangler. Inden denne serie afsluttes, skulle der gerne også siges nogle ord om det for patienterne yderst vigtige spørgsmål, ad hvilken vej de skal søge helbredelsen. Kvaksalveri og kure ved tro, sådan som de udøves af mere eller mindre ærlige fanatikere eller spekulanter i den menneskelige lettroenhed er allerede blevet behandlet, og det er vist, at sådant kan have værdi, hvor der intet legemligt er i vejen, således at den syge kun trænger til tro for at helbredes. Inden for den legitime lægevidenskabs grænser bliver det store spøtgsmål for patienterne: Skal jeg helbredes med lægemidler og diæt eller er kniven midlet? Er det medicinen eller kirurgien, der kan helbrede min sygdom? Det er en yndet og i folketroen fast indgroet forestilling, at disse lægekunstens to store hoveddicipliner lever sammen som hund og kat. Det er morsomt at tænke, at de to Augurer (oldtidens præster) blinker til hinanden, når de mødes, men endnu fornøjeligere er det, når de lærde strides. Et sammenstød mellem medicinens og kirurgiens foregangsmænd er derfor altid sikkert på et stort og taknemligt publikum, der heraf drager den nyttige lære, af disse kloge herrer vistnok hverken ved ud eller ind. Helt grebet ud af luften er denne tro på medicinens og kirurgiens modsætningsforhold jo ikke først og fremmest stammede spirerne til denne gensidige uvilje fra gamle dage, da egentlige læger alle var rene medicinere, mens den yderst primitive kirurgi besørgedes af barbererne. De fine "Medici", der talte latin og skrev alenlange, men ret uvirksomme recepter, så med dyb foragt på disse håndværkere, kirurger - der drev deres blodige gerning uden spor af mystik og omsvøb. Da kirurgien så efter bedøvelsens og antiseptikkens indførelse begyndte at udfolde sig, blandede der sig en del jalousi i foragten.
Det var hårdt nok at se, hvorledes "bartskærernes" kunst trængte ind på medicinens hidtil hellige og ukrænkelige enemærker, således at endog underlivet - de indre organer - kunne gøres til genstand for kirurgisk behandling.
Ingen misundelse kunne imidlertid standse kirurgiens rivende vækst, og standsforskellen var hurtigt udslettet, således at een slags læger specialicerede i medicinsk, en anden i kirurgisk behandling. Bladet vendte sig snart så meget, at det blev kirurgerne, der med overbærenhed eller foragt så ned på deres medicinske kolleger, hvis kunst de nærmest anså for en slags lovhjelmet kvaksalveri, der ikke kunne føre til noget ordentligt resultat.
Til side 2 >