Onsdag 12/12 2018.

Insekter, som vore husdyr frygter

Kategori: Dyrenes verden. Udgivet 1924. Side 1 af 6.

Fluer og bremser. De fire fluer, som er værst mod vore husdyr. Den første er Klægen, nr. 2 Hestebremsen, nr.3 Oksebremsen og nr.4 Fårebremsen.

Det var en betagende varm sommerdag med skyfri himmel. Ikke en vind rørte sig, det var lige i middagstunden. Gårdens folk døsede på steder, hvor de kunne finde lidt skygge. Kvæg og heste stod ude på marken, udsat for solens brændende stråler, og det var let at se, at selv de syntes at varmen var lidt for meget af det gode. En tilskuer kunne nok undre sig over, at dyrene ikke lå stille og døsede, men ofte galoperede omkring i tøjret, sparkede, slog med hovedet og lod halen være i ustandselig bevægelse. Side om side med arbejdshestene stod herskabets smukke køreheste, og det var ikke vanskeligt at se, at de var de absolut mest urolige. Årsagen til dyrenes urolighed var en sværm af insekter, der kredsede om dem, alle med en ond hensigt. Enten ville de suge blod af dyrene, eller også ville de lægge deres æg på dem. Og dyrene vidste, at det gjorde ondt, og at de ville få svære følger for dem, derfor søgte de at skræmme deres plageånder bort ved at slå efter dem, ved at bevæge det sted, hvorpå et insekt havde sat sig. Arbejdshestene havde alle lange haler, der var dem et glimrende våben i kampen mod de små angribere, rigtig en dejlig fluesmækker. De stakkels herskabsheste havde derimod kuperede haler og var således berøvet deres vigtigste våben, derfor var de så urolige og halvvilde.

Vi har alle set noget, der er en parallel til dette eksempel, men det er måske ikke alle, som er klar over, hvor god grund dyrene på marken har til at skræmme de omsværmende insekter bort, og hvilke forfærdelige smerter, de kan forvolde dem. Dermed er tillige forbundet, at insekterne kan være årsager til alvorlige tab for landmanden. De angrebne dyrs mælkeydelse nedsættes, huderne bliver ubrugelige osv. Vi skal nu se på nogle af de insekter, som vore forskellige husdyr frygter.

De mindst farlige er klægerne, de stikker kun. Ganske vist er såret smertefuldt, men det bliver dog ved stiksmerterne. Der overføres ingen sygdomme gennem klægerne, og de lægger ikke deres æg på kvæget. De har en mørkfarvet bagkrop med store lyse rekantede pletter på ryggen. De stikker med snablen, som sidder i forenden, ikke som hos bier og gedehamse, hvis stikapparat, giftbrodden, sidder i bagenden. Det er kun hunnerne, som stikker og suger blod. Hannerne tager til takke med blomstersaften eller udsvedninger på dyrenes hud. Alle klægerne er dygtige, sikre flyvere, som lynsnart farer gennem luften, suser med hurtige, uberegnelige bevægelser omkring byttet, som ofte bliver helt forstyrret og forvirret. Så daler klægen pludselig ned på dyret, borer sin brod gennem huden og suger til. Vingerne er brede og bevæges af en kraftig muskulatur. Laverne lever som rovdyr i fugtig jord, hvor også pupperne findes.

En anden blodsugende plageånd er den ganske lille Kvægmyg, som i ufattelig store skarer kaster sig over kvæget og stikker dem. En af dem, den såkaldte Columbacyer-myg, anretter enorme ødelæggelser blandt heste- og kvæghjorde på de ungarske stepper. Også her hos os har vi nu og da haft slemme angreb af den især i egnene omkring Skanderborg, men de har dog langt fra været så ødelæggende som mod syd.

Til side 2 >