Søndag 16/2 2025.

Fårebremsen

Titel: Insekter, som vore husdyr frygter. Kategori: Dyrenes verden 1924. Side 4 af 6 < Tilbage

Oksehud med huller. Et stykke garvet oksehud med talrige huller, dannet af oksebremsen. Huden er jo som handelsvare komplet værdiløs.

Også fåret har sin plageånd blandt bremserne, den hedder Fårebremsen, Oestrus ovis. Heller ikke den gør som voksen dyrene nogen skade, selv om de er bange for den. Laverne derimod giver dem store smerter og ubehageligheder. Den voksne flue er ca. 1 cm. lang, dens krop er gulgrå med kun få hår, bagkroppen er lidt lysere. Laverne ligner små hvide pølser med en flad underside og en hvælvet overside, hvorpå der strækker sig mørke tværstriber. Hele rygsiden er glat, men på bugsiden sidder der ordnet i ringe mange rækker af kødede vorter, som ender i en rødbrun torn, der vender bagud, og i forenden sidder to meget kraftige, brunsorte kroge.

Fårebremsen er kendt over hele verden, den fårekommer selvfølgelig, hvor der er får, i staldene, ved deres drikkesteder osv. Grunden til, at fårene er bange for de voksne bremser, er først og fremmest den, at de på de yderst generende måde sværmer brummende og summende rundt om snuden på dem. Måske er de bange for, at de skal stikke, som nogle af deres familie gør det. Frygten herfor er ugrundet, for fårebremsen stikker ikke. Det er jo også muligt, at fårene ved, hvad bremserne har i sinde, når de flyver omkring snuden på dem, nemlig at sprøjte laverne ind i deres næsehuler, for at de der kan udvikle sig. I hvert fald ser man ofte fårene i hjordene søge at hindre bremserne i deres fødselsvirksomhed. De stiller sig op i en stor klump alle med hovederne vendt mod hinanden ind imod klumpens midte og bagkroppen udad. Hovederne er sænket ned imod jorden, og de står så tæt, at de rører ved hinanden. Når de står på denne måde, bliver det svært for bremserne at komme til at sprøjte laverne ind i næseboerne, sagen er nemlig den, at larven kan kun udvikles i fårets næseveje. Hunnen lægger ikke æg, men føder unger, og i det øjeblik, de fødes, ligesom sprøjtes de fra moderens legeme over i fårets næsebor, mens moderen svirer omkring dyrenes hoveder.

Er det lykkedes bremsemoderen at få sin yngel anbragt i et næsebor (det sker i august-september), ved hun at den er vel anbragt og bryder sig ikke mere om den. Laverne er til at begynde med ganske små og hvide. Ved hjælp af de to store kroge i forenden vandrer og borer de sig opad i næsehule, pandehule, ud i stejlerne, ja somme tider ned i svælget, luftrøret, og endog ned i bronchierne. Der opholder de sig i 9 måneder, de fremkalder en betændelse, hvorved der afsondres materie og rigelig slim i næse- og pandehuler, og af dette appetitlige stof lever de i hele denne tid. Dyr, der har fårebremser, har altid "lang næse". Der drypper til stadighed vædske ud af næseboerne, og man ser dem ofte nyse og hoste og pruste gennem næsen for at skaffe sig af med de ubehagelige gæster. De kan selvfølgelig mærke dem bevæge sig omkring inde i hovedet på sig, og det er en let forståelig sag, at det må krible og krable ganske grusomt. Trods alle anstrengelser er der ikke tale om, at laverne forlader deres opholdssted, førend deres tid er udløbet, hvilket sker en gang i forsommermånederne, så borer de de sig atter nedad i retning af næseboerne, og det medfører nogle meget stærke nyseanfald hos fårene. Under et sådant bliver de "nyst ud", falder ned på jorden, hvor de graver sig ned, og i løbet af 24 timer har de forpuppet sig. Puppestadiet varer 6 uger.

Egentlig skade gør fårebremsen ikke, der er intet på fåret, der forringes i værdi. dets skind og uld bliver jo ikke ringere, fordi det har larver i næsen, men dyrets almenbefindende er naturligvis sat ned, og de ubehageligheder, som larver forårsager ved deres graven i hovedets hulheder kan jo være pinagtige nok for dyrene. Dersom deres antal er meget stort, flere hundrede f.eks., lider dyrenes ernæringstilstand selvfølgelig derunder. Man har i gamle dage ment, at fårets drejesyge skyldtes disse bremselarver, men det er ganske urigtigt, det er ikke laverne i pande- og næsehuler, som forårsager den, men en i hjernen snyltende Tinte.

< Tilbage  Til side 5 >