Tirsdag 9/3 2021.

Udskrivning af tvangslån

Titel: Statsgæld - Statens udgifter. Kategori: Forretningslivet 1926. Side 3 af 8 < Tilbage

Opfordring til indlevering af guld. Opfordring nytår 1918 til at indlevere smykker: "Et nyt år i de svære tiders løb! Tyskland behøver guld! Husk det! For guld den fulde guldværdi, for juveler den høje pris, som udlandet betaler. Bring guld og juveler til guldopkøbscentralerne!" Som dette opråb viser, søgte staterne også at få borgerne til at indlevere deres guldmønter og smykker - men mod fuld betaling. I virkeligheden gik kostbarhederne ofte tabt til spotpris, idet de betaltes med krigslånebeviser, der senere blev værdiløse.

Men staten kan også gå andre veje end direkte ud i markedet som konkurrerende efterspørger, når den vil opnå lån. Den kan, som allerede omtalt i anden forbindelse, blot "trække" på en bank, sædvanligvis landets centralbank og opnå en kredit på denne måde.

Eller den kan udskrive et tvangslån. Hvilket vil sige, at staten påligner sine borgere en bestemt part af de lån, den vil optage - for eksempel i forhold til deres formue - og det er klart, at staten i dette tilfælde er temmelig enebestemmende ved fast sættelsen af betingelserne for lånet. Et lån af denne kategori behøver imidlertid ikke at være så udpræget påtvunget, som det her skitserede. Staten kan jo nemlig for det første - som så mange stater gjorde under krigen - foreholde det som en national pligt at tegne sig for den slags lån, og den kan sikkert i mange tilfælde med held drive stemningen så vidt, at det ligefrem betragtes som en skam ikke at deltage i låntagningen efter evne.

Naturligvis kan der for tvangslånenes vedkommende kun være tale om indenlandske lån. Derimod benytter staterne sig jo, hvad de andre låneformer angår, i høj grad af deres adgang til at opnå lån på udlandets kapitalmarkeder, og i de seneste år under og efter verdenskrigen har det i stor stil været Amerika, der har været de europæiske landes financier.

I denne forbindelse kan nævnes det særlige formål, et lån kan have, når man optager en kredit eller en gæld i udlandet for at støtte eller ophjælpe sit lands valuta. Det var det, der blev gjort herhjemme i 1923 med den såkaldte egaliseringsfond, og det er, for blot at nævne endnu et eksempel blandt utallige, det som Frankrig har gjort i stor målestok for at støtte Franc'en under dennes voldsomme fald.

Sådanne lån i fremmed valuta, Sterling, Dollars osv., optages for at hjælpe den særlige politik, et land ofte vil være henvist til at føre som led i sine bestræbelser for at afstive pengenes internationale værdi. En politik altså, der går ud på at udjævne svingningerne i prisen på de udenlandske veksler, som landets købmænd og andre, der har mellemværender med udlandet, skal bruge for at kunne betale, hvad de skylder.

Så længe der er fri adgang til guldudmøntning og guldforsendelse i de to lande, der nu er tale om, er der normalt kun meget begrænsede svingningsmuligheder for denne pris. For hvis det bliver den importerende danske købmand for dyrt at købe engelske veksler til betaling af sine varer i England, vil han foretrække under disse forhold at sende guld i stedet for. Dette guld vil han, når der ingen skranker er sat for udmøntningen og forsendelsen , kunne få som betalingsmiddel mod en eventuel afgift for udmøntningen ("Slagskatten") og mod betaling af transportomkostningerne. Det er således klart, at vekslens pris automatisk er reguleret ved den ekstrabetaling for guldet, der fremkommer ved udmøntningsafgiften og tranportudgifterne - så snart prisen for den udenlandske veksel overstiger pari med dette beløb, kan det nemlig betale sig at afregne sit mellemværende ved at sende guld.

< Tilbage  Til side 4 >