1. Et nederlag: Jeannette-Ekspeditionen
2. Kapital, skib og mandskab
3. Afrejse fra San Francisco
4. Overvintring
5. Is og sygdom
6. Bekymringer og mismod
7. Land i sigte
8. En isskruning sænker skibet
9. Et skridt frem og to tilbage
10. Udmattelse og død
11. Genforening og eftersøgning
12. Status efter ekspeditionen
Udmattelse og død
Tallerkenis også kaldet pandekageis danner sig nede i vandet, når et ferskere vandlag, hvis temperatur er lige i nærheden af frysepunktet, drives ind imellem to saltere vandlag,hvoraf det øverste, overfladelaget, er koldere end det ferskere vandlag. Mens overfladelaget ikke fryser, da vandet er for salt dertil, meddeler det sin kulde til det underliggende ferskere vandlag, som derved fryser. Da is er lettere end vand, stiger den dannede is op til overfladen som runde skiver. Fænomenet fordrer en lang tid til sin udvikling, men er denne isdannelse føst begyndt, fortsætter den sig så hurtigt, at et helt farvand kan blive islagt i et nu, og efter et par timers forløb kan skibe ikke trænge igennem ismassen. Tallerkenis kan godt dannes i vore farvande. For et par år siden fandtes i Storebælt en fisker frosset ihjel i en robåd. Tallerkenisens hurtige dannelse havde umuliggjort roningen.
Nogle dage senere vader de Long og hans 13 mænd i land midt for Lenadeltaet, våde, forkomne og så trætte, at de ikke kan løfte benene op ad vandet, men slæber dem frem gennem is og vand. De står nu med få dages kneben proviant overfor en march på omkring 200 km. gennem det øde Lenadelta. Rationerne mindskes til det mindst mulige, og sulten hærger dem frygteligt. Alexey, den ene af de to eskimoer, skyder to rensdyr, det er alt det jagtudbytte, de får. De fortærer dem bogstaveligt til hud og hår, og da de er fortæret, skydes Snoozer og spises, så mager han er. Men til sidst er intet mere tilbage. De holder livet oppe ved te, kogt på pilekviste, læderstumper og en skefuld glycerin i ny og næ, alt mens de under overmenneskelige anstren- gelser slæber sig videre. Deres fodtøj er slidt op, så de næsten går barfodede, og de er så udmattede, at de kun formår at holde sig oprejst og i bevægelse ganske kort tid ad gangen. Men det gode sammenhold mellem dem er til det sidste det samme. En af dem, Erichsen, får forfrysninger i benene og må gang på gang opereres. Han beder om lov til at blive liggende for ikke at sinke dem, men det vil de ikke høre tale om, de fører ham, så udmattede som de er, med sig på en slæde, til han som den første bukker under og dør. En nat, da de Long er ved at fryse ihjel, giver Alexey ham sit sælskind og lægger sig hos ham og varmer ham. Deres søndagsgudstjeneste bliver de ved med, og de Long har endnu ikke opgivet håbet, men skriver: "Jeg tror, at han, der hidtil har hjulpet os, når nøden var størst, ikke vil lade os bukke under nu."
Den 9. oktober, omtrent 4 måneder efter 'Jeannette's undergang, må de opgive håbet om at nå samlet frem. De to raskeste af dem, Nindemann og Noros, sendes i forvejen efter hjælp. Imidlertid skal så de andre slæbe videre, så vidt de kan.
< Tilbage Til side 11 >