Mandag 18/8 2019.

Døden kan indtræde på tusinde forskellige måder

Titel: Døden - Dødsårsager. Kategori: Sundhed og sygdomme 1925. Side 3 af 7 < Tilbage

Billede af en dødedans. Dødedansen var oprindelig en forestilling om, at Knokkelmanden dansede mennesket ind i evigheden, men senere brugtes udtrykket også om dødens indgriben i menneskelivet i al almindelighed. Den ypperste af alle kunstens dødedansebilleder skyldes Hans Holbein den Yngre, hvis geniale tegninger fra 1530 ikke giver en egentlig dødedans men i djærve træk fremstiller dødens triumftog, som den overlister enhver alder og stand, hvad enten det er hertuginden i sin seng eller bonden pløjende sin ager.

Andre kronisk syge mennesker pines så meget af deres tilstand, at de ser hen til døden som den befrielse, den virkelig er, og længes efter den. Særligt ses dette hos mange gamle mennesker, der virkelig uden spor af hykleri og usandfærdighed er "mætte af dage" og føler, at de trænger til mere hvile, end en almindelig søvn kan give dem.

En sådan død kan selv for tilskueren være en helt harmonisk handling, der danner en naturlig afslutning på et løb, der er løbet til ende.

Døden kan indtræde på tusinde forskellige måder, idet den snart danner den næsten umærkelige afslutning på en langsom snigende sygdom, snart brat og pludseligt standser livsvirksomheden. Det kan derfor være af interesse at se, hvorfor og hvordan døden indtræffer, og at illustrere dette med eksempler. Blandt de bratte dødsfald hæfter opmærksomheden sig særligt ved de tilfælde, ved hvilke dødsårsagen synes at være en pludselig - vrede, sorg eller glæde. I og for sig bringer sådanne sindsbevægelser ikke livet til ophør, når der ikke foreligger forandringer af hjertet eller blodkarrene. Vi ved alle, at vi får hjertebanken eller bliver blege eller røde i hovedet ved sådanne lejligheder, og disse forandringer i karsystemet er i uheldige tilfælde tilstrækkelig til at sprænge en syg pulsåre eller lamme et medtaget hjerte.

Et eksempel på vredens skadelige indflydelse på hjertet findes i beretningen om den store engelske læge John Hunter's død. Denne var næsten 70 år gammel og en meget myndig og bestemt herre, der ikke tålte modsigelser. Ved et møde i St. Georges Hospital blev han afbrudt og modsagt af en af hans kolleger, hvorover han blev så rasende, at han afbrød sin tale og gik ind i et sideværelse, hvor han styrtede død om. Undersøgelsen af liget viste, at Hunter led af en stærk forkalkning af hjertets pulsåre, således at vreden i virkeligheden kun var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

I de allerfleste sådanne tilfælde foretages der nu ikke sådanne undersøgelser, således at man let drager den urigtige slutning, at sindsbevægelsen har dræbt et helt sundt menneske.

Det er en almindelig, af romanforfatterene yderligere udbredt tro, at den der styrter ned fra store højder, opnår en sådan tankeflugt, at han ser hele sit foregående liv for sig. Almindeligvis er dette ikke blevet bekræftet ved lægernes iagttagelser hos folk, der har overlevet sådant et fald. Der synes snarere hurtigt at indtræde et bevidsthedstab, således at disse patienter kun erindrer, at de begyndte at falde og dernæst vågnende på hospitalet, hvor de var blevet indlagt for hjernerystelse eller andre læsioner.

< Tilbage  Til side 4 >