Centralbankernes guldbeholdninger

Titel: Guld og papir. Kategori: Forretningslivet 1924. Side 2 af 6 < Tilbage

Papirpenge er egentlig ikke nogen ny opfindelse; de skal således allerede være brugt i Kina for 2000 år siden, men blev karakteristisk nok forbudt på grund af misbrug. I Europa dukker de op i begyndelsen af det attende århundrede, men nogen virkelig betydning får de først fra og med den franske revolution.

Graf over seddelmængden. Seddelmængden. Man vil her kunne iagttage den stærke stigning i seddelmængden fra 1913 til 1920, hvor den når sit højdepunkt. Herefter indtræder et fald i kriseårene 1921 og 22. - Bemærk overensstemmelsen mellem faldet i prisniveauet og stigningen i kronens guldværdi - og en derpå følgende fornyet forøgelse.

Dette at anvende papirpenge i stedet for metalpenge er jo en såre nærliggende tanke. Efterhånden som omsætningen bliver større, er det simpelthen ganske umuligt at afgøre alle betalinger ved hjælp af metalpenge. De fylder for meget, er besværlige at tælle op og vanskelige at opbevare, og det er derfor naturligt at erstatte dem med andre omsætningsmidler. Nu var forholdet før krigen dette, at de fleste lande havde guldmøntfod, d.v.s. at guld var den endelige og sidste værdimåler. Det var ikke ensbetydende med, at det kun var guldpenge, der var i omløb; de udgjorde tværtimod en ringe del af betalingsmidlerne. Herhjemme havde vi således skillemønt - sølvpenge - for de lidt mindre, og sedler udgivet af nationalbanken for de større beløb. Men vi kunne, hvad øjeblik vi ville få store sedler indløst med guld i Nationalbanken, der lå inde med en guldbeholdning, som stod i et lovmæssigt fastsat forhold til seddelmængden. Bevidstheden om, at man kunne få guld, var tilstrækkelig, og det var yderst sjældent, at man når det gjaldt idenlandske betalinger, overhovedet anvendte guldet. Det var væsentlig kontante gaver, der ved festlige lejligheder overraktesi guld-ti- og tyvekroner. Vi havde altså nok papirpenge, men ikke det, man forstår ved "egentlige papirpenge". Det fik vi først i 1914. Det karakteristiske ved disse er nemlig, at de ikke er indløselige, og at de er tvunget betalingsmiddel således, at ingen kan vægre sig ved at modtage dem. Og det var ikke alene i Danmark, men så at sige over alt i verden, at man ved krigens udbrud ud fra et naturligt ønske om at værne centralbankernes guldbeholdninger fritog dem for deres indløselighedspligt overfor sedler. I samme øjeblik var den hidtil eksisterende guldmøntfod faktisk afskaffet, og man var gået over til papirmøntfod. Derfor behøvede der nu ikke at ske det allermindste med pengenes værdi. Papirpenge er i og for sig lige så gode som metalpenge, og der er intet som helst i vejen for, at de ligesom guld og sølvmønter bevarer deres værdi. Men medens guld og sølv i alle tilfælde delvis har en i sig selv hvilende værdi, er dette ikke tilfældet med papirpenge. De kan misbruges, og de blev under og efter verdenskrigen misbrugt i en sådan grad, at de for enkelte landes vedkommende endog også blev gjort ganske værdiløse. At noget sådant kan ske, ligger simpelthen i, at man kan pumpe alle de sedler, man ønsker ud i omsætningen. Det kan dårligt lade sig gøre af een bank alene, for den eneste måde, den kan bringe sine sedler i omløb på, er ved at yde lån, og når disse lån udløber, må sedlerne naturligvis vende tilbage. Er det derimod staten der foretager seddeludstedelsen, bliver forholdet straks et andet. Staten får sine sedler til at cirkulere ved at give dem i betaling til sine leverandører, embedsmænd, soldater etc., og disse sedler vender naturligvis ikke tilbage til staten, men bruges til køb og salg.

< Tilbage Til side 3 >