Fra arbejder til astronom - Bruno H. Bürgel

Kategori: Fremgang. Udgivet 1926. Side 1 af 7.

Astronomen Bruno Bürgel. Bruno H. Bürgel er eksemplet på, hvorledes et menneske ved flid, stræbsomhed og ideal tænkemåde kan nå frem fra bar bund. Han fødtes i fattigdom, fik kun den nødtørftigste skolelærdom, var skomagerdreng og bogtrykkerlærling, men endte som anset astronom og er nu en af sit fædrelands største populærvindenskabelige forfattere og foredragsholdere.

Bruno Bürgel blev født i 1875 i en forstad til Berlin, et stykke uden for den store hovedstad med dens lejekaserner. Han tillægger det selv stor betydning, at han voksede op derude, hvor der fandtes små landlige huse med tilhørende småhaver, lidt solskin og lidt af Vorherres fri natur. Hans forældre døde tidligt, og han har aldrig kendt dem. Plejeforældrene boede i et hus ved navn "Den grå elendighed". Plejefaderen, der var landsbyskomager, og plejemoderen var begge af den slags flittige og nøjsomme mennesker, som prægede det forrige slægtled. Den gamle skomager holdt meget af at læse, men da det ikke går at skomagerere og læse på samme tid, måtte Bürgel tidlig læse højt for ham, og det kunne hænde, at der faldt et hug af til ham, når han læste fejl midt i en spansk fægtning.

Han gik i landsbyskolen og var i begyndelsen en dårlig elev, skønt fordringerne i regning, læsning og skrivning den gang ikke var store. Han var altid uopmærksom og drømmende og fandt skolekundskaberne ganske unødvendige. Hans ideal var nemlig en cirkuskunstner, som kunne balancere med en brændende petroleumslampe på hovedet og spille med et helt dusin kugler i luften, og det mente han nok, han kunne nå uden den lile tabel og skønskrivning! Efter et mislykket forsøg på at eftergøre kunstnerne med tallerkener og bolde, et forsøg der endte med en bunke porcellænsskår og en endefuld, tog han fat på tabellen og læsebogen og blev hurtigt en af skolens bedste elever, så at man tænkte på at skaffe ham understøttelse til videre skolegang.

I skolen hørte Bürgel aldrig så meget som et ord om astronomi, men alligevel begyndte han pludselig at føle en sand lidenskab for den stjerneklædte himmel. Egnen var ganske flad, og der var intet, der spærrede for udsigten. Sommeraftener kunne han ligge i timevis ganske alene og stirre på nymånen og på de tindrende stjerner, som sendte hilsener ned til Jorden. Det var ham en stor fornøjelse og en stille glæde, som ingen kendte og ingen forstyrrede ham i, men kammeraterne betragtede ham som en særling, der næppe var rigtig i hovedet. Den gang var han tretten år gammel og drømte om at blive astronom. Det er han også blevet.

Skæbnen lader ham på denne tid træffe en mand - "Hr. Lucius", som kommer til at betyde meget for ham. Det var en underlig, forhutlet og forsumpet mand, som var endt på den "sociale ladegård". Han havde tidligere været matematiklærer, men var sunket dybere og dybere og tjente nu knap det nødvendige ved at spille klaver om aftenen i en knejpe, ved at give nogle få privattimer og besørge lidt skriveri for folk i landsbyen. Hans påklædning gav ham øgenavnet Frynse-Professoren.

Til side 2 >