1. Til Paris på cykel med telt
2. Hvad koster en cykelferie til Frankrig
3. Telt og andet udstyr til ferien
4. Med dampskib fra Esbjerg
5. Vægtafgift og nummerplade på cyklen
6. Cykelstier er en sjældenhed i Frankrig
7. Minder om Verdenskrigen
8. Michelin Guidens kort over Frankrig
9. Mad og drikke
10. Ophold i Paris
Cykelstier er en sjældenhed i Frankrig
Så ruller vi ud af Dunkerque ad landevejen til Lille, frie og glade med alt grænsevrøvl bag os. Landevejen slynger sig kun ganske svagt ned gennem det flade, græsgrønne Flanderen. Langt fremefter og langt bagud kan vi se dens høje pragtfulde allétræer, ingen bakker generer farten, cykelstien synger under dækkene, vi kører hurtigt og let. Lad mig imidlertid hellere sige det med det samme: Cykelstier er en sjældenhed, og selv når de findes (der er i så fald slået plakater op langs vejen), er det ikke altid tilrådeligt at køre på dem. Man risikerer ofte at knække fælgene på dem, så ujævne kan de være. Forholdet er nemlig det, at de store "Kongeveje" - Routes Nationales kalder franskmændene dem, - fortrinsvis er beregnet for motortrafik. De er ofte ligefrem brolagt med store firkantede sten som gaderne i en by - således f.eks. landevejen Donkerque-Lille - og derfor ikke altid lige behagelige for en cykel med oppakning. Alligevel er det det bedste at følge les routes nationales så vidt muligt, fordi det er de bedste veje og oftest også de korteste. De er afmærket med et rødt N på alle kilometersten og desforuden nummererede. Vejen til Lille er således R.N. 16 et stykke og derefter R.N. 42. Til vore almindelige landeveje svarer den kategori, der betegnes f.eks. G. C. 119, kystvejen mellem Boulogne og Calais, det er udlagt: Route de grand Communication. Nederst på rangstigen kommer så de egentlige biveje, som man af medlidenhed med sine dæk og selv helst bør undgå. Det er en stor behagelighed med disse numre på vejstenene, idet man så af sine kortstudier kun behøver at huske nummeret på vejen, det er da faktisk umuligt at køre galt.
Vi har ikke kørt 3 timer ad vor ovenfor omtalte rute, før vi stifter bekendtskab med den første nordfranske bakke. Mont Cassel hæver sig som en enlig pukkel op i den flade græsø, og allerede på lang afstand kan den tage humøret fra en. Der er imidlertid ingen vej udenom: Man må trække de 1½ km., der kan være op ad bakkesiden. At det betaler sig, forsoner en med sliddet, for byen er gammel og yderst interessant med dybe, gungrende porte, hvor igennem vejen går ind og ud, solide borgerhuse og en køn gammel kirke. Det betaler sig næsten altid at udstå nogle genvordigheder i Nord-frankrig: man får noget kønt og fængslende at se som belønning.
< Tilbage Til side 7 >