Kongen sover ind

Titel: Hvorledes dagen gik for Christian IV. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 14 af 15 < Tilbage

Christian IV på dødslejet. Christian IV døde på Rosenborg den 28. februar 1648, 71 år gammel.
Kongens valgsprog. Oversat: Fromhed styrker rigerne. I folkemunde blev de tre begyndelsesbogstaver R.F.P. udlagt som: Riget fattes penge.

Og så hændte det sig da ude på hans kære Rosenborg, hvor han en kort vinterdag var kørt syg ind fra Frederiksborg, at han følte sig så træt, at han forstod, at nu måtte han lukke sine øjne for stedse.

I det lille tårnværelse i slottets nordøstre tårn blev han bragt til ro. Ilden buldrede i kaminen, som prydedes af to engle med Christian IV's navneskjold. Fra sengehimlen, der fastholdtes af ringe i loftet, hang de svære spærlagen ned om den store seng. Denne stod midt på gulvet og lod kun ringe plads tilovers. Gennem vinduernes blyfattede småruder faldt vinterdagens blege lys ind over lægernes og kanslernes alvorlige ansigter.

Dagen efter var han dog så vel, at han kunne forhandle med rigets hovmester, men om lørdagen den 26. februar måtte han blive liggende, og om mandagen svandt kræfterne mere og mere. Fra to pålidelige mænd, præsten Hindsholm og lægen Otto Sperling, har vi indgående beretninger om den gamle konges sidste timer og hans død. Kl. 3 følte han sig urolig og forlangte at komme op. Ole Worm, Sperling og kammertjeneren hjalp ham ud af sengen, og han stod fast oprejst uden at vakle, mens de fik ham iført hans natskjorte. Derefter satte han sig på sengekanten og sagde noget med utydelig mæle. Sperling, som støttede ham, at han ikke skulle synke tilbage i sengen, søgte at sætte mod i ham, men kongen så på ham og sagde: "Oh, doctor! doctor! hvad hedder I?" "Sperling, allernådigste konge," svarede lægen. Da foer han fort i sin tale, med hvad han før havde tænkt at sige, og sagde "Døden, døden!"

Henved en halv time sad han på sengekanten, så begærede han at lægge sig og blev hjulpet i seng igen. Nogle adelsfruer var kommet til og sad hos Leonora Christina. Et par adelmænd, rigets hovmester og kansleren stod med kongens tre læger ved sengen. Man hørte kun kvindernes hulken, lægernes sagte hvisken og den døendes åndedræt.

Om eftermiddagen ved 5 slet døde kong Christian IV. Og hans måde at dø på, rolig og værdig, viser ham som den betydelige personlighed, han var.

< Tilbage Til side 15 >