Tirsdag 9/3 2021.

Den juridiske embedseksamen

Titel: Eksaminer ved universitetet. Kategori: Fremgang 1925. Side 4 af 9 < Tilbage

Regensens læsesal. Regensens læsesal.

Den juridiske embedseksamen, der normalt skal kunne tages på 5 ½ år, består af to dele. 2 år efter studentereksamen tages i reglen 1. del, der består af en mundtlig prøve i følgende fag: Dansk borgerlig ret ret i hovedtræk, dansk statsforfatningsret samt folkeret, dansk retshistorie og nationaløkonomi i hovedtræk. 2. del hvortil som regel beregnes 3 ½ år, omfatter dansk privatrets 1. afdeling (personret, familieret og arveret, alm. retslære og læren om retskilderne, hovedpunkter af næringsretten og den internationale privatret), dansk privatrets 2. afdeling (formueret, obligationsrettens alm. og specielle del, selskabsret, søret forfatterret, og tingsret), dansk strafferet (alm. og specielle del), dansk retspleje, og romersk ret i hovedtræk. - Studenter af den matematiske-natur- videnskabelige retning skal inden de indstiller sig til 1. del, bestå en tillægsprøve i latin, og for at kunne indstille sig til 2. del må man have bevis for at have deltaget i et kursus i bogholderi.

Juridiske studenter gør i udstrakt grad brug af private lærere (manuduktører). Prisen for manuduktion er som regel 25 Kr. om måneden for en time om dagen, der læses på hold, hvis størrelse er fra 5 til 20. Foruden den private manuduktion findes der manuduktion sted på universitetet. Den er dog begrænset til hovedfagene til 2. del, og betalingen er højst 20 Kr. Mange studenter tager i studietiden plads på et sagførerkontor, hvor der for 3 a´ 4 timers dagligt arbejde kan tjenes 50-75 Kr. månedligt - et tvivlsomt gode, da man sjældent høster noget større udbytte i form af praktisk eller teoretisk viden, og en sådan ansættelse let kan trække studiet ud over en normal tid.

Hvilke udsigter for livet denne eksamen kan føre til, er vanskeligt kort at gøre rede for, enten man så går embedsvejen for at opnå stillinger i statens tjeneste, i administrationen eller som dommere ved retterne, som dommer-, politi, eller amtsfuldmætige eller sagførervejen. Ansættelses mulighederne er for øjeblikket særdeles ringe, og selv om man når en ansættelse, er mulighederne for at avancere hurtigt særdeles små.

Også de økonomiske udsigter for dem, der vælger sagførervejen, er det vanskeligt at udtale noget. En kandidat kan ikke blive underretssagfører, før han i tre år har været autoriseret fuldmægtig hos en sagfører eller dommer, han kan ikke blive landsretssagfører før efter 3 års virksomhed som sagfører eller autoriseret fuldmætig hos en landsret-, overrets- eller højesteretssagfører, og betingelserne for at blive højesterets sagfører er, foruden 1. karakter, 3 års praksis som landsretssagfø,rer og en prøve for højesteret omfattende 3 sager - en prøve , som meget hyppigt ikke beståes. Hvad der kan nåes i disse stillinger er naturligvis meget forskelligt, men det kan som regel siges, at antallet af sagførere i de senere år er vokset meget stærkt, sikkert langt ud over det virkelige behov, men naturligvis lokker det mange, at der af denne vej kan opnås og er opnået betydelige indtægter, der ofte er langt højere end dem der tilfalder embedsmænd.

< Tilbage  Til side 5 >