Mandag 23/5 2022.

Gåder og ordlege

Titel: Kan man lære at være vittig ? Kategori: Psykologi og adfærd 1926. Side 3 af 8 < Tilbage

Boghandler Alfred Lehmann. Ganske lokalt bestemt og uforståelig for alle, der ikke kender Københavns boghandlerfirmaer, er den brander, som en kendt visedigter begik, da en ven med hvem han spadserede på gaden, gjorde ham opmærksom på en meget høj herre, der påfaldende lignede Alfred Lehmann: "Den herre må da være en Lehmann!" - Ja eller også en Stage", svarede visedigteren.

Denne tomme ordleg, hvormed der slet ikke tilsigtes nogen fornuftig, endsige værdifuld tankemeddelelse, har man eksempler på i de såkaldte Gåder, hvor der spørges om ligheder eller forskelle mellem to ting, der umiddelbart og sagligt ikke synes at frembyde noget som helst sammenligningspunkt, f.eks. en staldlygte (der skinner på køerne) og et lokomiv (der kører på skinnerne). En strømpe (der hales på læggen) og en turnure (der lægges på halen). En nonne og en korygter (der henholdsvis "falder på knæ" og "knalder på fæ"). Da disse gåder var i mode, udbrød en mand ved synet af Rigsdagsstenograf Worms: Worms i Rigsdagen - Rigsdagen i Worms!

Der viser smitsomheden af denne slags "vid", og at den altså kan tilegnes ved øvelse og vane.

Næsten hvilke som helst flertydige ord kan give anledning til spørgsmål om ligheder: Hvad lighed er der mellem Solen og et lommeur? - De går begge ned i vesten!

Dette eksempel viser tydeligt, at det er den laveste form for vittighed, hvor det er ordene alene, det kommer an på, ikke en tanke, der skal udtrykkes. Rent sagligt er der jo den virkelige lighed mellem Solen og uret, at de begge viser tiden, men at give dette fornuftige svar, ville jo bare være banalt, ikke vittigt. Rent sprogligt, men dog af en noget finere og morsommere art, er legen med ord i definitionen af en hospitalshave som et sted, hvor de syge, der er raske, kommer ned, når de kommer op. Eller svenskerens svar på spørgsmålet: Hvor ligger Manilla? - Der, hvor man inte ligger bra, der ligger man illa! Et nøjagtigt dansk sidestykke hertil er følgende: En tilrejsende beder en københavner sige ham, hvor Gammelholm er, og får til svar: "Jeg kender ikke Holm og ved altså ikke, hvor gammel han er!".

Her kræver forvanskningen af betydningen dog en forandring i betoningen af ordene, ligesom i det bekendte eksempel på Voltaires slagfærdighed, da der blev rakt ham en seddel, hvorpå der med Preusserkongens underskrift stod "Voltaire er en æsel", men af Voltaier læstes som: Voltaire ist ein Esel, Frederich der zweite!

Af en helt anden art er som sagt de tilfælde, hvor ordspillet ikke er hovedsagen, men kun et middel til at udtrykke en tanke i ord, som let huskes. Når filosoffen Rasmus Nielsen kaldte en forelæsningsrække: Sand personlighed og personlig sandhed, er det sprogligt set i familie med "hales på læggen" og "lægges på halen", men der tilstræbes jo dog noget mere med det end en leg med ordenes lyde og ordenes omsætning. Ligeledes når filosoffen Kromand formulerer vor væsentligste grundskade som "Mangel på sand oplysning hos folket" og mangel på sand folkelighed hos de oplyste. Eller når samme forfatter forklarer det tragiske og det komiske: "Det komiske fremkommer hver gang et nul vil spille et noget, mens det tragiske fremkommer, når et noget af tilværelsens stærke magter reduceres til et intet."

Det er kun sandt, men hverken vittigt eller åndfuldt at minde om, at de fleste mennesker ikke er meget logiske. Der kommer derimod en vittig brod i denne sandhed, når Kroman, efter at have ført et logisk for sine teoriers rigtighed, udtrykker sine beskedne forventninger om tilslutning ved at sige: "Da jeg ikke i mennesket først og fremmest ser et logisk væsen, tør jeg heller ikke tillægge grunde nogen stor værdi som motiver".

< Tilbage  Til side 4 >