1. Kan man lære at være vittig ?
2. Vittigheder kan inddeles i hovedtyper
3. Gåder og ordlege
4. Foragt for retten
5. Vrøvl og overdrivelser
6. Ord i overført betydning
7. Erik Bøghs inddeling af menneskene
8. Begrebet autoritet og kredit
Vittigheder kan inddeles i hovedtyper
Kogebøgerne "man tager!" osv. er ikke anvendelige her. Men med udviklet smag og sans for, hvori det vittige består, i de forskellige typer af vittigheder, vil man sikkert få sit mulige talent for selv at frembringe vittige indfald udviklet.
Vittigheder kan nemlig inddeles i visse hovedtyper, og det tilmed et temmelig begrænset antal typer. Er man klar over disse typer, vil man ike kunne undgå at henføre de vittigheder, man hører, til hver sin klasse, og når man har vænnet sig dertil, vil man sikkert være indstillet på at gribe de anledninger, der frembyder sig til at være vittig, uden ligefrem at gøre bestillinger hos sig selv.
Den laveste form for vittighed er vel nok den såkaldte Brander, der jo også tit modtages med et halvt medlidende, halvt foragteligt uh! Den er i familie med ordspillet, men mens det klassiske ordspil, der benytter ordligheder til at give en eller mindre værdifuld tanle et iørefaldende udtryk, er det i Branderne selve udtrykkene, der så at sige gør hele arbejdet. Et ord fremkalder ved lydighed et andet, og det vittige består da i ved tankens hjælp at finde en forbindelse imellem dem, der tit er meget barok, mens det ved de finere ordspil omvendt er tanken, der er Herre og ordene det tjenende middel. Om det er meningen i ordene eller det rent udvortes sproglige, der spilles på, viser sig også i om vittigheden lader sig oversætte til et andet sprog eller ej, men dette er ikke nogen pålidelig målestok for, om det er en tom brander eller et indholdsrigt ordspil. Uoversætteligt er f.eks. Friedrich Schleiermachers tyske definition på skinsyge: Eifersucht ist die Leidenschaft, die mit Eifer sucht, was Leiden schaft" (Skinsyge er den lidenskab, som med iver søger, hvad der skaffer lidelse). Selve ordfyrværkeriet ville måske nok vække nogen moro, selv om indholdet havde været noget vrøvl, men hvad der her giver ordlegen værdi, er vel netop, at den udtrykker en rammende tanke.
Det samme gælder det epigram over Holger Drachmann, som en student på Valkendorffs Kollegium sejrede med i en vittighedskonkurrence:
"Levet, drevet, skrevet,
byttet fjende med ven,
fordrevet, forskrevet, forblevet -
parat til at skifte igen."
Den overaskende pointe: forblevet - parat til at skifte, lader sig jo nok oversætte, men de seks rimord er jo en ualmindelig heldig forening af rammende karakteristik (eller satire) og oversættelig sproglig iklædning.
Som eksempel på, at vittigheden også kan ligge i indholdet alene og ikke behøver at låne raffinerede hjælpemidler hos sproget, kan anføre den udtalelse:
"Menneskets liv falder i to halvdele. I den første ønsker man sig over i den anden, og i den anden ønsker man sig tilbage til den første." En græsk tænker udtrykker en lignende tanke i de ord: Det er skade, at man skal dø, når man har begyndt at indse, hvorledes man egentlig skulle have levet.