Erik Bøghs inddeling af menneskene

Titel: Kan man lære at være vittig ? Kategori: Psykologi og adfærd 1926. Side 7 af 8 < Tilbage

Erik Bøgh - Flegmatikerne. Blandt Flegmatikerne hos Erik Bøgh vil man finde en stor mængde spækhøkere, øltappere, lysestøbere, gamle præster og hollændere, samtlige hornede og langørede husdyr, skilpadden, stoklisken, sneglen og så fremdeles.

Erik Bøgh har en lignende inddeling af menneskene efter deres temperamenter: 1. Til Sangvinikerne henregnes: alle børn og unge piger, alle malere, digtere, musikere og skuespillere, alle Probenreutere, barberer, markører og lakajer. Endvidere en mængde aber, samtlige hunde med undtagelse af Mopsen, der er melankolsk, og grævlingehunden, der er kolerisk. Fremdeles egernet, græshoppen, sang- og sommerfugle osv. 2. Til kolerikerne henregnes alle tyrkere, spanier, korsikanere, alle læger og skarprettere, fangefogeder, journalister og politibetjente, samtlige rovdyr lige fra løven til pindsvinet. Sluttelig de herrer væddere, gedebukke, kalkunhaner, viper, hvepse og hajfisk. 3. Til melankolikerne hører med få undtagelser alle virkelige og opdigtede romanhelte, item gamle jomfruer i almindelighed og guvernanter i særdeleshed, item alle skakspillere, gamle studenter, afskedigede reserveofficerer, alle miskendte genier, samtlige landsbyskolelærere og hele Københavns borgervæbning i eksercertiden. Afgjorte melankolikere er endvidere: Grævlingen, murmeldyret, muldvarper, flagermusen, uglen og fårekyllingen. 4. Blandt flegmatikerne vil man finde en stor mængde spækhøgere, øltappere, lysestøbere, gamle præster og hollændere, samt lige hornede og langørede husdyr, skilpadden, stokfisken, sneglen og så fremdeles.

Selv om læserne ikke måtte finde disse inddelinger tilstrækkelig vittige til at tjene som mønstre på vid, kan de dog tjene som eksempler på et virkemiddel, der i hvert fald tilstræber at vække smil eller latter.

Efter at have omtalt de almindeligste former for vid, der beror på ords klanglighed (Brandere), ords tvetydighed, spydig underforståelse, narreri med tilsyneladende subtile opgaver, der opløser sig i selvfølgeligheder, fremdeles bevidst vrøvl (galematias) og selvmodsigelser (paradokser), meningsløse overdrivelser og barokke vilkårlige sammenligninger samt fortilt naivitet, hvor f.eks. stående figurlige talemåder tages bogstaveligt, står der tilbage at give eksempler på sådant vid, som vanskeligt lader sig rubicere, fordi der ligger mere i tankeindholdets tilspidsning ("pointen") end i en skabelonmæssig form, f.eks. Voltaires bemærkning om et middelmådigt digt med en fordringsfuld titel "Til efterverdenen": "Dette digt vil aldrig nå til sin adresse."

Det bliver derfor også vanskeligere gennem efterligning og smitte at tilegne sig færdighed i sådant tankevid. Spartanerne søgte dog under deres opdragelse af de unge at ægge dem til at give slagfærdige svar, som ikke blev lagt dem i munden ved spørgsmålets form eller ved kendte forbilleder, som de blot havde at efterligne - da det jo i så fald ikke ville være udslag af slagfærdighed : "Hvem er den ypperste mand i Sparta?" - "Den som er dig mest ulig!" Måske er dette svar mere uforskammet end vittigt, men det blev taget for gode varer som i hvert fald slagfærdigt.

< Tilbage Til side 8 >