Torsdag 27/2 2020.

Transplantationer fra dyr til mennesker

Titel: Fra kirurgens værksted. Kategori: Sundhed og sygdomme 1924. Side 3 af 8 < Tilbage

Foto af en såret officer. En officer fik et langt åbent sår, hvorved munden og kæben blev helt ødelagt. Et sådant sår heler som regel med en stor fordybning. Ved tranplantationen blev resultatet, som billedet viser. Det første billede viser såret, som det så ud ved indlæggelsen 10 dage efter slaget. Så snart patienten var udskrevet, meldte han sig påny, blev ramt i knæet af en granat og døde ved indlæggelsen på det samme feltlazaret, der første gang havde modtaget ham.

Adskillige læger har oplevet, at en snedker eller savskærer er kommet til dem med en afhugget finger, indpakket i avispapir, i vestlommen og har anmodet om at få den sat på igen - og virkelig har fået deres ønske opfyldt med et smukt resultat. Derimod er det ikke rigtigt, når det berettes, at man har erstattet en afhugget næse med en ny, der var lavet af kalvekød eller hønsekød. For "artsfremmed" væv kan ikke benyttes til transplantation. Det er ikke lykkedes at få væv fra et dyr til virkelig at hele ind på et menneske, og selv om dette også kunne lade sig gøre, ville en kirurg sikkert betænke sig vel, førend han dristede sig til feks. at lave en næse af hønsehud. Han ville vist nødig gense sin patient med fjerprydelser i ansigtet. Skal man erstatte et substanstab hos et menneske, må man bruge væv enten fra ham selv eller fra et andet menneske. Det gik da heller ikke godt, da en berlinerkirurg for en del år siden i et håbløst tilfælde af urinforgiftning hos en patient med nyrebetændelse forsøgte at transplantere et par abenyrer med deres blodkar i håb om, at disse skulle kunne bøde på den syges bristende nyrefunktion. Men skulle man foriøvrigt erstatte menneskeorganer med tilsvarende organer fra dyr, måtte disse naturligvis tages fra de højere aber.

Det går også på samme måde som med blodtransfusionen, ved hvilken man overfører blod fra et individ til et andet, feks. ved svære blodtab. Man kan til mennesker kun bruge menneskeblod og ikke feks. hesteblod, det ville have en højst uheldig virkning. Overfører man blod fra en kanin til en hund, bliver hunden kort efter meget syg, og sprøjter man blot en ringe mængde menneskeblod ind i en kanin, dør den i reglen af det. Artsfremmed blod virker nemlig ligefrem giftigt på en anden organisme, men jo mere beslægtet to dyrearter er, des bedre tåles ganske vist gensidig overføring af blod mellem dem.

Hyppigst finder vel transplantationen anvendelse til at dække sår efter forbrændinger og andre ulykkestilfælde eller efter operationer, hvor man er nødt til at fjerne så meget væv og hud, at såret ikke kan syes sammen. Man dækker det da med hud, som tages andet steds fra den syges legeme eller fra et andet menneske. Tidligere udklippede man små hudpartier og anbragte dem på såret, hvor disse "lapper", der lå som "øer" i såret, da blev udgangspunkter for helingsprocessen, mens man nu gerne dækker hele såret med større, sammenhængende, ganske tynde hudlapper, som man skaffer sig ved med en barberkniv at skrælle lange strimler hud af, så overfladisk, at det sår, de efterlader, meget hurtigt heler igen.

Under og efter verdenskrigen er de gamle tranplantationsmetoder imidlertid kommet til ære og værdighed på ny gennem en forbedret teknik og har fundet anvendelse til at afbøde de forfærdelige, dybe vansirende læsioner, der opstod ved eksplotioner, fosforforbrændinger og lignende.

< Tilbage  Til side 4 >